Hjertets Renhed

Det er ikke meningen at det skal være kedeligt eller solipsistisk at være mindful. I en søgning efter mindfullness, faldt jeg over en artikel fra NYT opiniator blog om Mindfulness, hvor bloggeren blandt andet skriver:

For the truth is, however admirable mindfulness may be, however much peace, grounding, stability and self-acceptance it can bring, as an experience to be shared, it’s stultifyingly boring.

I’ve also come to wonder if something desirably human is being lost in all this new and improved selfhood. That is to say: an edge. That little bit of raggedness that for some of us is really the heart of what makes us human.

Jeg kan godt forstå hvor hun vil hen med det. Og det er lidt den samme fristelse og fælde, vi finder med mindfulness som med spiritualitet og selvudvikling. Det er ikke noget vi skal tale om at være eller gøre. Det er ikke en konkurrence. Det er ikke perfektionisme.

Det er ikke: “Jeg er bare SÅ mindful!”

Dybest set handler det om at være dem vi er – vi kan godt være sjove, gale, glade, menneskelige, fejlbarlige, ironiske, kede af og det, vrede etc – samtidige med at være tilstede – som netop dem vi er .

Det forekommer mig at Minimalisme og Mindfulness er et fint makkerpar. Minimalisme er den ydre horisont og Mindfulness er den indre horisont.

Minimalisme er at forenkle, og spørge dig selv, hvad der virkelig betyder noget for dig, og så koncentrere dig om det. Jeg definerer mindfulness som summen af ro, fokus og nærvær.

Der er det ved mindfulness, at det er en praksis der hele tiden kan øves. Ingen er mindful hele tiden, men hvis du er opmærksom på at være det – nærværende i nuet – bliver du hele tiden bedre til det. Og det handler altså ikke om at slå dig selv oven i hovedet for ikke at være det, eller ikke at være god til det – brug energien på at være det, istedet for at kritisere dig selv for ikke at være det 24/7.

Jeg tror at der ligger en mulighed i forsættet om at være mindful og at det samme gælder for mindfulness som for glæde;

“[Y]our happiness is based solely on your decision to be happy – and this may be one of the most important life lessons you can ever learn”.

Du kan vælge at praktisere mindfulness aktivt. Du kan vælge at gå et lille skridt i den retning hver dag – ikke ved at sætte dig som mål at være mindful, men at sætte dig som mål at være lidt mere mindful i dag end i går. Tak til Carsten for den måde at tænke på!

Det interessante er egentlig mest sammenhængen mellem minimalisme og mindfulness. Jeg opfatter dem altså som  to sider af samme sag.
Når du får ryddet op i dine papirer, ting, din kalender, dine forpligtelser, dine vaner etc, så er der forhåbentligt færre ting der distraherer, og så er det nemmere at være mindful.

Det er vigtigt at pointere at mindfulness ikke er at gøre dig selv tom. Se på dine tanker og følelser og input og fornemmelser; vær bevidst om dine tanker, og giv så slip på dem.

Mindfulness er lade det være som er; dig selv og verden. Vær det du er og lad verden være det den uden at vurdere dig selv eller verden. Og træk vejret ;o)

Anbefalet læsning: Bøger af Charlotte Mandrup og Jon Kabat-Zinn.

The New Age … is a decentralized Western social and spiritual movement that seeks “Universal Truth” and the attainment of the highest individual human potential. It includes aspects of Occultism, astrology, esotericism, metaphysics, alternative medicine, music, collectivism, sustainability, and nature. New Age spirituality is characterized by an individual approach to spiritual practices and philosophies, and the rejection of religious doctrine and dogma.

Jeg interesserer mig for mange af de fænomener, der også forbindes med New Age. fx divination og alkymi. Som sådan er jeg en del af denne bevægelse, som de fleste vesterlændinge, der søger et alternativ til dogmatisk religion.

Men. Faktisk er jeg kritisk over for fænomenet, fordi jeg finder at det har nogle grundlæggende problemer, i form af egocentrering, sammenblanding af fænomener og tanker (synkretisme) – alt er lige godt og alt hænger sammen – og en spiritualitet, der i visse tilfælde bliver til en konkurrence om hvem der er mest oplyst. Lidt lige som man kan forestille sig en religiøs disput a la Monthy Python om hvem der er mest frelst. Dogmatismen og trangen til at skille fårene fra bukkene sniger sig ind ad bagvejen.

Det allerstørste problem er måske, at man søger det Ubevidste istedet for øget, realistisk funderet Bevidsthed, som er udgangspunkt for egentlig udvikling og vækst. Det jeg kalder selverkendelse.

Herudover synes New Age langt hen ad vejen at være gammel vin på nye flasker. Det er både godt og skidt. New Age er en genopvågning af alt det der ligger udenfor den traditionelle religion. Der er et behov for at få genoplivet den gamle visdomstradition som flyder som en strøm under og omkring kristendommen. Og at få åbnet op for det hellige feminine, som vi har glemt i kulturen indtil for nylig. Det er blandt derfor Dan Browns romaner er så utrolig populære – de rammer lige ned i det behov – især The Da Vinci Code. Men nogle gange synes det at denne vin er for tynd, og for udvandet. Transformationen er ikke helt lykkedes.

For et stykke tid siden i et indlæg om spirituel praksis lovede jeg at skrive et indlæg der handlede om alt dette. For nylig faldt jeg så over en artikel, der på fremragende vise beskriver problematikkerne ved New age, set fra et jungiansk analytisk-psykologisk synspunkt. Det er ikke en hemmelighed, at netop dette er mit eget udgangspunkt.

Jeg vil derfor overlade ordet til David Tacey i artiklen Jung and the New Age : a Study in Contrasts. Det er en virkelig spændende artikel, og den tager naturligvis sin tid at læse, som det tager sin tid at tilegne sig al god viden.

God fornøjelse!

For nylig skrev jeg om spirituel praksis.

Og jeg skrev om, hvad jeg anser for min egen spirituelle praksis; drømme- og skyggearbejde, dagbogsskrivning og tarot.

Jeg tror faktisk det handler om at finde de rette kanaler, så at sige, og det der passer til dit temperament og interessser. Og at finde de rum, indenfor hvilke din spirituelle praksis kan finde sted. Der er nogle, der dyrker wicca, yoga,  mediterer, danser, skriver, etc.

Kreativt og psykologisk arbejde er også spirituelt arbejde. Nogle gange er arbejde spirituelt i sig selv, eller det spirituelle er ikke anderledes end det almindelige daglige arbejde:

Before enlightenment; chop wood, carry water. After enlightenment; chop wood, carry water.

For at bruge en metafor: Jeg ser spiritualitet som et hus med mange indgange. Nogle af dem er de store religiøse og spirituelle traditioner, andre er mindre og måske mere skjulte og svære at finde. Måske er de vokset til eller har været lukket til. Måske er de først indenfor de sidste få år blevet åbnet op, og derfor forsøger alle at komme ind i de samme rum ad de samme indgange. Og så bliver der lidt trangt. Eller også viser det sig at ikke være det du søgte alligevel, for populært, for lidt substans.

Det er væsentligt at beskytte sine rum og sætte grænser op. Måske nok at definere dine rum for dig selv, men undlade at fortælle hvad der konkret er i dem. Det betyder naturligvis ikke at du ikke kan dele spirituelle rum med andre praktiserende. Men derfor er det stadig vigtigt at sætte grænser op, fx i form af tavshedspligt eller andet, afhængigt af den spirituelle praksis, man deler.

Forvandlingsprocessen kan kun finde sted når beholderen er forseglet og intet siver ud.

I dag kom jeg ad om omveje til at læse yogalærer Julian Walkers kritik af filmen The Secret (2006). Jeg har ikke set filmen eller læst bogen, og jeg har ingen intention om at gøre noget af det.  (Af samme grund er dette indlæg heller ikke en kritik, da man jo ikke kan kritisere noget man ikke har set.)

Men jeg kom til at reflektere over begrebet Spiritualitet og hvad jeg egentlig selv forstår ved det, da jeg læste Julians indlæg og hvad han foreslår at man sætter i stedet (for The Secret).

Han peger på tre ting:

Kritisk tænkning og refleksion:

Educating the mind by studying actual philosophy, psychology, literature and art that grapples with the universal spiritual themes that great minds have been expressing since at least the ancient Greeks.

At man erkender at ens skygge er ens ven:

Your so called “negative emotions” have value and meaning. They are communications from your psyche. Be curious about them. Compassionate. Follow a path of inquiry into what lies beneath the surface of your reactions, fears, anger-triggers, unsatisfied feelings, sadness etc. The way to be free of these is to embrace them and listen to what they might be telling you about your shadow – the part of you that you have disowned and disconnected from.

Spirituel praksis:

Spiritual practices actually require that you do the work. That you sit down and meditate. That you start a yoga practice. That you journal. That you dance your demons and shake your Buddha. That you be present to your emotions, your body, your mental patterns and learn the art of self observation, introspection and that most harrowing of skills – honest communication. Spiritual practice requires that you turn to face your shadow. That you get real about your social conditioning, your political situation, the distinction between what you have power over and what has power over you.

Spiritual practice is inspiring, but it’s also deeply humbling. It does not tell you that you can have anything, be anything, do anything, without limit. …  But real practice does give you tools and resources to deal with the inevitable disasters, disappointments and struggles that make up every human life.

Ligesom med begrebet Selvudvikling har jeg ofte tænkt at det er nemt at sige at man er Spirituel. Det er nemt for mig at sige, at jeg interesserer mig for spiritualitet. Det er næsten gratis og politisk korrekt. Men hvad betyder det? Og hvad kræver det? Jeg finder således Julian Walkers differentiering mellem spirituelle ideer og spirituel praksis meget frugtbar.

I sidste ende er spørgsmålet, hvad formålet er. Og her er svarene fra min side igen; Forøget bevidsthed og selverkendelse. Tør jeg skrive visdom?

Så hvad er min spirituelle praksis, så, egentlig?

Drømme- og skyggearbejde i en jungiansk forståelsesramme, dagbogsskrivning og tarot.

Det sidste har været en del af mit liv siden jeg var 17-18 år, og det bringer mig ind i den kategori, som af mange kendes som New Age. Sagen er blot den, at jeg stiller mig kritisk overfor denne bevægelse. Og det vil et senere indlæg handle om.

Jeg vil foreslå at du læser Walkers blog og at du spørger dig selv hvad din spiritualitet og spirituelle praksis er. Eller hvad du ønsker den skal være, hvis noget? Det er spændende og øjenåbnende.

I starten af oktober var Mark og jeg til foredrag med Lars Muhl. Det var en dejlig oplevelse. Lars Muhl sagde noget meget tankevækkende; nemlig at “Vi allerede er oplyste”.

Vi behøver ikke at bruge energi på at udvikle os selv.  Udviklingsmuligheden ligger i relationen til andre mennesker. Eller i at se på de skygger vi kaster på de andre, med andre ord; udviklingen ligger i at trække vores projektioner hjem, og selv tage ansvaret for dem, så vi kan få et mere ægte forhold til andre mennesker.

“Helvede er de andre”, sagde Sartre. Nej – Helvede er det vi tillægger de andre.

Måske er Himlen de andre?

Himmerige er, siger Lars Muhl, ikke et fjernt sted, men en tilstand, en værenstilstand, som vi selv kan skabe. Ikke ved at trække os tilbage, tænker jeg, men ved at trække vores projektioner tilbage, og være nærværende og se på mennesker og vores relationer til dem som de virkelig er. Istedet for at lade dem blive overskygget af vores eget ubevidste indhold.

Lars Muhl anbefalede en forfatter, som jeg ikke kan huske hvad hedder, men jeg tror at det var Robert Johnson, hvis bøger Inner Work: Using Dreams and Active Imagination for Personal Growth og Owning Your Own Shadow: Understanding the Dark Side of the Psyche, jeg netop har bestilt.

Jeg kan anbefale Lars Muhls egen bog Det knuste hjertes visdom.

Det knuste hjertes visdom og andre af Muhls bøger

“Forestil at du ser dit liv fra oven” er titlen på en udsendelse fra radioprogrammet Vita, som jeg hørte forleden dag. Det var et interview med filminstruktøren Peter Engberg om at se helheden i tilværelsen, at se det hele fra oven ud fra en anden bevidsthed. Intervieweren, Helle Solvang, og Peter Engberg besøger DRs koncertsal, skabt af arkitekten Jean Nouvel. Jeg anbefaler du lytter til udsendelsen. Den kan podcastes fra Vitas hjemmeside. Selv fik jeg lyst til at besøge koncertsalen.

Her er et længere citat:

Det er et glimrende billede på vores bevidsthed. Vi troede, at vores store materielle velstand ville give enorm lykke. Men så opdager vi, at ydre materielle fremskridt ikke nødvendigvis bringer tilsvarende indre fremskridt. Millioner af mennesker i dag mærker den tomhed, som opstår når forventningerne til hvad materialisme kan bringe ikke bliver indfriet. Globalt set er der opstået virkelig store netværk af mennesker der arbejder med et nyt paradigme, et bevidsthedsskift fra industrisamfundets fokus på den ydre verden til et nyt samfund baseret på indre kompetencer, f.eks. innovation og mening. Det er også tankevækkende at vi stadig lægger så meget vægt på det målbare, når de vigtigste ting i vores liv, fx glæde og kærlighed, netop ikke kan måles.

Hvorfor er det så relevant for denne blog?

Først og fremmest falder det i tråd med det jeg tidligere har skrevet om Forandring og Hjertes paradigme. Vi står overfor en krise af dimensioner – det er der ihvertfald mange der siger – og det som kan afhjælpe denne krise er ikke en løsning ud fra det paradigme, der har skabt krisen – men skabelsen af en ny bevidsthed, et nyt paradigme – ud fra det som ikke kan rationaliseres og måles og vejes.

Jeg havde personligt aldrig hørt om Engberg før den dag, jeg hørte ham i radioen. Men jeg fandt endnu en inspirationskilde, endnu en indfaldsvinkel til denne problematik.

Det som jeg stadig spørger mig selv om er, hvordan jeg kan bidrage til dette paradigmeskift, denne bevidsthedsbevægelse? (Det er nødvendigt at understrege at der ikke er tale om en religiøs eller en politisk bevægelse, men en strøm der består af mange små bække, mange små rørelser rundt omkring, af mange forskellige slags).

Det første skridt er at skrive om det, og at anvende denne blog som medie for tanker om og disskusion af problematikken.

Så spørgsmålet er: Hvordan kan jeg, du, vi bidrage til dette paradigmeskift, der kan forandre vores verden, gøre den til et bedre sted at være? Dette bevidsthedsskift, der gør det muligt at se tingene ovenfra og se dybere; at bruge øjnene på en ny måde, som Engberg siger.

Og hjertet, kunne jeg tilføje.

I forlængelse af et tidligere indlæg om at være sin egen sti kom jeg til at tænke på dette citat af Mahatma Gandhi: “Vær den forandring du ønsker at se i verden”. Vi skaber forandring ved at være forandring.

Anne Christine Hagedorn nævner det også sin bog Dit indre klima:

“At være forandringen vil sige at komme ud af hovedet, strategierne og indfinde sig i hjertet, i nuet og at være tilgængelig for den indre visdom.  Det betyder at tage ansvaret for sig selv, at leve i overensstemmelse med det, man siger og selvfølgelig betyder det også at udføre et skabende arbejde”

For mig betyder det at være forandring at finde ind til sit egen bevidsthed; sit ro, sit fokus, sit nærvær. At stille sig selv til rådighed  for tilværelsen og andre, og finde sin indre visdom.

At stille sig selv til rådighed, hvad betyder det? At stille mig selv til rådighed for det øjeblik, jeg befinder sig i i dette nu, og være nærværende for de mennesker, jeg er sammen med i dette nu eller den opgave, jeg står over for at løse. Hvad enten det er at katalogisere en bog, lave mad, hente børn eller at skrive et blogindlæg. At stille sig selv tilfreds med det der er lige nu, og tro på at jeg får stillet mine basale behov; sult, tørst, søvn og tøj på kroppen. At jeg  får det der er behov for, så jeg kan gøre det, jeg skal gøre.

Det er ikke nemt. Det er nemt at blive distraheret, frustreret, ked af det etc. Men det er hele tiden et skridt nærmere for hver gang man bliver lidt mere fokuseret på bare at være, og tør slippe frygten og tro på forandring.

Der er nogle  forandringer undervejs i verden på et kollektivt plan. Krisetiderne har affødt en bevidsthed om en anden måde at være på. Et hjertets paradigme, kaldes det. En stille revolution kaldes det også. 

Forsåvidt tror jeg ikke at det er en ny bevidsthed – måske snarere en genfødsel af en tidløs visdom, som vi har brug for nu. En moderne renæssance.

Kort sagt handler det om at være, og jeg har skrevet om det tidligere på denne blog. Jeg vil anbefale to danske bøger om emnet; Emilia van Hauens Farvel egofest – og goddag til formål og fællesskaber, samt Anne Christine Hagedorns Dit indre klima – vi kan forvandle verden indefra. Det er i denne at der tales om et hjertes paradigme:

“[E]t fællesskab, der kommer indefra, som opstår på tværs af sociale skel, køn, alder og etnisk tilhørsforhold. Dette er et hjertets paradigme, og det kan man ikke tvinge frem gennem politik eller revolution. Det folder sig ud som en blomst på lige præcist det tidspunkt som er der rette, og i det tempo som er det rette. Men ligesom med blomsten kan vi også give processen de bedst mulige betingelser for at folde sig ud. Vi kan vande blomsten, luge omkring den, sørge for de rette mængder sol og næringsrig jord. Og vi kan nære vores proces med nærvær og luge ud i den ved at arbejde med vores begrænsede overbevisninger. Vi kan nære os selv ved at mærke vores følelser og give os selv sollys ved at tillade os selv helt nye visioner og ægte menneskelige forbindelser” p. 113

“You cannot travel on the path until you become the path itself.”

Det ovenstående citat af Buddha (Siddhartha Gautama) ledte jeg efter i weekenden. Jeg ledte og ledte, men kunne ikke finde det nogle steder. Jeg spurgte på Aeclectic, og fik nogle svar, blandt andet et link til nogle taocitater, men ikke lige dette. Så opgav jeg og tænkte at citatet måtte finde mig. Og vupti her til morgen, var der så en sød person på forummet, der gav mig det citat, jeg havde  prøvet at huske og ledte efter. Jeg elsker Aeclectic!

Hvad betyder citatet? Jeg kan jo kun skrive, hvad jeg selv mener, at det betyder.

Det er et af den slags citater, som jeg kan blive ved med at vende tilbage til, både fordi det har en evig grundbetydning, og fordi det har  forskellige betydninger og giver mange associationer, afhængig af kontekst.

Én association er til Stephen R. Covey og hans bog 7 gode vaner, hvor han til at starte med skriver om handlingsetik vs. karakteretik. Handlingsetik betyder, at hvis vi blot fokuserer på at ændre vores ydre adfærd og handlinger, tror vi at kunne skabe de ønskede ændringer i vores liv, men det vil være på en overfladisk, ikke vedvarende måde.

Mens vi, ved at at arbejde med vores karakter og vores opfattelse (paradigmer) og ved at tage nogle grundlæggende principper til os og dermed ændre os selv, vil opleve og opnå virkelige forandringer, der kan gøre en reel forskel, både i vores eget liv, og i relation til andre.

Med andre ord, vi kan ikke høste frugten af at foretage ændringer, hvis vi ikke ændrer os selv, hvis vi ikke bliver vores egne ændringer.

En vigtig pointe er, i denne forbindelse, at formålet med selv-udvikling ikke er et opblæst ego – men selv-afvikling – eller måske snarere ego-afvikling. Jeg ser det som et bjerg. Først bestiger vi bjerget for at udvikle os – derefter går vi ned ad bjerget for at afvikle os. Når vi kommer ned ad bjerget er vi måske – tilsyneladende – tilbage til udgangspunktet. Nede på jorden igen. Men landskabet er anderledes, og det er vi osse.

Vi er selv det bjerg, vi bestiger. Og stien, vi går. Det er ikke en nem rejse.