Faktisk har jeg nu besluttet mig for at lægge dem på hylden igen. Hvorfor?

Fordi det netop var Projekter. Store ideer, hvor konceptet næsten er med til at lægge inspirationen og indholdet dødt med det samme.

Jeg har – i løbet af de sidste par dage – vendt det hele på hovedet, og starter på en frisk. Med at skrive, med bare at skrive. Du ved det gode gamle skriveråd om at hurtigskrive og lade ordene flyde frit fra pennen eller blyanten og ned på papiret, uden at det skal føre et bestemt sted hen.

Blot vil sætte gang i flowet, uden mål og med.

Det er også mægtig interessant. Det er angstprovokerende ad helvede til.

Hvad ser der, hvis vi befrier os selv fra at have mål og lever passioneret i nuet?

I sin post deler Leo sine tanker om at leve uden mål, og giver nogle råd. Rom blev ikke bygget på en dag, så han beder os ikke om at smide alle tanker om fx planlægning ud med det samme. (Der er jo visse opgaver, der kræver planlægning, og en vis form for styring.)

Men han overvejer, hvilke muligheder for nye oplevelser der ligger i at leve et liv uden mål. Han skriver at mål faktisk begrænser os, hvorimod det at opgive at have mål kan føre til det uventede:

“If you live without goals, you’ll explore new territory. You’ll learn some unexpected things. You’ll end up in surprising places. That’s the beauty of this philosophy, but it’s also a difficult transition”

Ikke at have nogen mål betyder ikke, at man bliver en dovenlars, der ligger på sofaen hele tiden, men at man gør det man brænder for:

“You wake up and do what you’re passionate about. For me, that’s usually blogging, but it can be writing a novel or an ebook or my next book or creating a course to help others or connecting with incredible people or spending time with my wife or playing with my kids. There’s no limit, because I’m free … end up in places that are wonderful, surprising, great. I just didn’t know I would get there when I started.”

Naturligvis er det svært for almindelige mennesker med 9-5 jobs at leve sit liv på den måde. Som sagt kræver dagligdagen en vis portion planlægning, og udførslen af det, jeg kalder Skal-opgaver.

Men for det senmoderne menneske med tusindvis af projekter ved siden af job og karriere, er der – tror jeg – et stort potentiale i at overveje Leos tanker. Vil livet blive lettere og sjovere, hvis vi gør de ting vi gør – ikke ud fra mål – men fordi vi synes det er skønt? Og ligger der måske en befrielse i at se nærmere på de mål, vi opstiller for os selv og overvejer om de i virkeligheden er vores egne mål, eller noget vi gør fordi vi tror det bliver forventet af os?

Det ligger dybt i vores kultur at sætte mål op for os selv eller at have projekter. Men hvordan  vil det være at slippe hele ideen om at vi skal have mål?

Jeg tror at vi er ved at bevæge os et sted hen, hvor relationer (ikke netværk, men relationer) bliver vigtigere end resultater, mål og projekter.

Og selv om Leos måde at gøre tingene på nok er radikale i forhold til hvad der er muligt for de fleste af os andre (måske?) så er de ihvertfald dejligt inspirerende. Og det er befriende at give slip på tanken om mål. Det ved jeg af erfaring.

Læs posten her og bliv inspireret: The best goal is no goal.

Thanks for another great blogpost, Leo!

Plinky er blevet købt af folkene bag WordPress, der skriver på wordpress.com, at

“Plinky is great for those days when you want to write, but have no idea what to say. Think of it as a way to fuel your creative mojo. “

Plinky er et redskab, der kan hjælpe dig med at slippe ud af din skriveblokering ved at komme med et spørgsmål hver dag, som du så kan skrive et svar på. Fx hvad er dit bedste sommerminde. Du kan se det som en kilde til inspiration, og en mulighed for at komme igang med skrive et eller andet for at komme i gang.

Derudover kan du enten skrive videre på din blog om emnet, eller -  smart -  poste det du har skrevet direkte på din blog eller dele det på Facebook eller Twitter. Det er altså også et mikroblogging redskab.

Dette her. At skrive. Mit hjerteblod.

Det kan være helvedes svært at finde energien og holde fast i det. Nogle gange føles det som om jeg bare hænger i med neglene. Og jeg spørger mig selv, hvorfor jeg prøver, når nu jeg har alt det andet. Min familie fx.

Nogle gange føler jeg sågår at jeg udgiver mig for at være noget, jeg ikke er – med de emner, jeg skriver om. Det handler nu mere om en stræben og en undersøgelse af tilværelsen. End om at jeg selv rolig, fokuseret, opmærksom. Nogle gange er jeg fx ret irriteret. Det skal der også være plads til her.

Jeg nægter at have dårlig samvittighed over det, og føle mig egoistisk med disse interesser og dette ønske om at skrive. Det er mit “eget værelse”, som Virginia Woolf skrev, at alle kvinder skal have.

Hjerteblodet er det vi lever for og af. Det der driver os. Passionen. Pulsen.

For at bruge en lidt mere konkret metafor: Brændstof. Det som får hjulene til at trille.

Hvad er dit hjerteblod?

PS: Fra nu af kan du regne med eet tarotindlæg ugen. Hver mandag, nok. Så har jeg weekenden til at skrive det i.

Hvorfor overhovedet tænke over det? Fordi det har at gøre med den måde det at skrive og det at blogge opfattes.  Ikke mindst af skribenten selv.

Jeg blev inspireret af dette indlæg på Krutters krøller, til at undersøge, hvordan jeg selv ser på det at skrive og på det at blogge.

For mit eget vedkommende har jeg skullet arbejde med dette spørgsmål. Jeg har nemlig visse “issues” med det, og der gemmer sig en lille kritikersnob i mig, der fortæller mig at det at blogge IKKE er at skrive “rigtigt” og at det blot er noget jeg gør indtil jeg får tid, mulighed etc til at skrive en “rigtig” bog.

For nogle måneder siden – stødte jeg på følgende vise ord:

“Writers write” Gail Sher

En del af miseren kommer fra vores (kulturens) skelnen mellem forfattere og skribenter. Det forekommer mig at det første er “finere” end det andet. Du er forfatter, når det du har skrevet er blevet udgivet. Men alt hvad du behøver at gøre for at være en skribent er at skrive: En skribent er en, der skriver. Kunsten er at glemme ønsket om at blive forfatter, men bare skrive.

Samme Gail Sher siger også, at man aldrig ved, hvad der kommer ud af det man skriver, eller om det er godt. Men det er også ligegyldigt i selve skriveprocessen.

Så. Jeg skal acceptere, at det at skrive er kreativt, og at det at skrive er at skrive -  og så er det sådan set ligegyldigt hvilket medium, man skriver til.

Hvis jeg fx  regner det at skrive til min blog for skriblerier og ikke ligesom at skrive “rigtigt” (dvs bøger, artikler, essays), er der en tendens til at jeg ikke giver sig 100 %, og det hele bliver underligt uforløst. Og det har igen betydning for hvor kreativt, jeg tillader mig selv at skrive.

Det skal naturligvis helst være godt skrevet, samt være inspirerende og vække til refleksion – men det gør heller ikke noget hvis det er en lille smule excentrisk. Altså har kant.

Med hensyn til bloggen som medium er den kommet for at blive. Den har nogle helt unikke kvaliteter, og den er som en have, der skal passes.  Der skal sættes nye blomster i den med mellemrum, og den skal vandes og holdes ved lige. Indlæggende skal være korte og skarpe, en slags kaktusblomster måske? Eller roser med torne – de er flotte og må gerne stikke lidt. Tiltider føler jeg også mig som den dedikerede og nørdede orkidé samler.

Jeg gør dette med passion, for at dele det jeg elsker med andre. Både emnerne og så det at skrive om dem. Og jeg håber at der er nogen, der kommer forbi mit lille drivhus. Men hvor få gæster jeg end har, så er I hjerteligt velkomne, og selv hvis passionen ikke bliver delt med nogen, er jeg dedikeret. Fordi det er så sjovt at blogge.

Jeg skal som blogger hele tiden finde nye vinkler og indgange til mit emneområde, der på sin side skal være veldefineret. Så det kræver en form for opmærksomhed, årvågenhed og flow, samt ikke mindst evnen til at lade sig inspirere og se nogle lidt anderledes relationer mellem tingene. Med andre ord kreativitet.

At blogge, at skrive til en blog, er derfor kreativt. Sí.

Jeg ønskede mig et magasintema – eller noget der minder om det – samtidig med at jeg ønskede at bibeholde et forholdsvis minimalistisk layout.

Jeg opererer derfor med to indlæg på forsiden. Dels det nyeste (som regel på 200-300 ord). Dels et featureindlæg, som kan være noget længere og hvor det er hensigten at jeg vil gå i dybden med et bestemt emne – fx i form af en serie.

Mine seks kategorier bibeholder jeg; Existens, Tarot, Spiritualitet, Symboler, Kreativitet, Alkymi. De er listet i den globale menu øverst, derudover kan du finde de seneste indlæg indenfor hver kategori nederst på siden i de seks bokse.

Det nye layout betyder at sidebar’en skulle være kortere, hvilket betyder, at emneskyen er blevet mindre og at sidebar’en derudover kun indeholder listen over mine favoritter.

Jeg ønsker stadig at blive bedre på billedsiden, således at der er et nyt billed til hvert eneste indlæg. Mit nye digitale kamera er derfor blevet en essentiel del af det at blogge. Uden at det dog bliver en fotoblog.

Det er stadig ordene, der er i centrum og det at skrive og formidle min viden om fx tarot er omdrejningspunktet for bloggen. Det håber jeg vil kunne mærkes.

Hun var den første kvindelige computerprogrammør. Vi fejrer hende og alle kvindelige it-nørder og bloggere, og vi kunne som blandt andre Dorte Toft har sagt godt bruge flere kvinder i informationsteknologien.

Jeg havde nær glemt det (må jeg indrømme) men jeg blev mindet om det, da jeg læste Henriette Webers gæsteindlæg på Julia Lahmes blog.

Også Harddisken har fejret Ada Lovelace i dag.

I den anledning har jeg foretaget nogle skridt for at forenkle mine skriveprocesser. I første omgang kommer her nogle praktiske tiltag, der handler om at forenkle skriveprocessen.

For det første bruger jeg nu dropbox til alle mine dokumenter, således at de kan nås uanset hvor jeg er. Mit problem var at jeg gemte på op til to forskellige computere, og der var forskellige versioner (eller var der?) i de forskellige computeres dokumentmapper. Så forsøgte jeg mig et usb stik men det gik i stykker. Nu har jeg dem ét sted.

Dernæst downloadede jeg et skriv program, kaldet Dark Room. Det eneste man kan her er at skrive. Det fungerer faktisk som Notepad, men det er sjovt at skrive i – og en smule nørdet – fordi teksten er grøn på en sort baggrund. Filerne gemmes som textfiler og der er ingen muligheder for at formatere dem. Det kan jeg så gøre senere i Word eller et lignende program, eller jeg kan smide dem ind i mit WordPress Dashboard. Jeg læste om det i Leo Babautas seneste e-bog om at leve minimalistisk.

Screen dump fra Dark Room

Da jeg er klar over at selv om jeg drømmer om og har en idé til at skrive et fiktionsværk, vil en del af det jeg skriver – også her på bloggen – have form af essays.

I den sammenhæng kan bogen Skriveredskaber af Roy Peter Clark anbefales. I 47 enkle kapitler giver han råd til hvordan skribenten kan arbejde med sine skriveprocesser, fx i forhold til grammatik, sætningsopbygning, synsvinkler og meget mere. Der er praktiske øvelser i slutningen af hvert kapitel, så det er bare med at komme i gang.

Der er ingen undskyldninger, vel?

Min indre kritiker hviskede mig lavmælt og insisterende i øret, at der ikke er nogen mening i det jeg skriver, at det ikke er “dybt nok”, konsistent nok, stringent nok, at det ikke er “rigtigt” fordi det er en blog, og ikke en bog etc.

Til sidst forstummede min indre kritiker – men da havde den også fået den kreative kilde til at tørre helt ud.

Lad os kalde dem Kritikeren og Kilden. Jeg ved ikke om et er to forskellige stemmer, eller den samme, der hvisker mig forskellige ting i øret på forskellige tidspunkter.

Det handler naturligvis ikke blot om at skrive, men også om andre ting, andre projekter, intentioner, aktiviteter. Kilden pibler frem, eller springer frit, og Kritikeren lukker effektivt proppen i.

Men lige nu handler det altså om at skrive. Om At Skrive. Det er det jeg gerne vil.  Og hvis jeg skal vælge mellem mine fire nytårsintentioner om forandring – hvilket jeg gør LIGE NU – så vil jeg vælge den frem for de andre.

Jeg vil med andre ord acceptere at være tyk,  uorganiseret og at have for mange unødvendige ting og for få penge, når blot jeg SKRIVER.

I dag var der to ting, der gik op for mig:

1. Jeg vil skrive. Jeg skriver.

2. Skriveblokering eksisterer ikke.

Ad 1:   Det behøver ikke at være en hemmelighed. Det er okay, at sige at jeg vil skrive og at jeg skriver.  Det at sige det ligeud; jeg skriver og at identificere sig som en sådan gør det faktisk nemmere at være en skribent.

Ad 2:  Her fik jeg inspiration. Jeg læste om Gail Shers bog One Continous Mistake på Philip Carr-Gomms weblog og fik straks lyst til at læse den, fordi den handler om det at skrive som en spirituel praksis. Det fangede naturligvis straks min opmærksomhed.

Og her er så hvad Sher skriver om skriveblokering:

For me the term “writers block conjures up the image of a road with a gigantic boulder across it. The boulder, bordered on one side by a cliff and on the other a lake, stops the traveller dead in his tracks.

His tendency, of course, is to wonder (a) how could it (the boulder) have gotten there, (b) Can I lug it away, and (c) Can I get around or over it. All of these questions feature the boulder.

The boulder, however, is not the problem. The problem lies in the traveler’s perspective – seeing the boulder as an obstacle instead of as an path. The boulder, a material manifestation of mind and spirit, contains the next step in his development. He must isolate its components, examine each microscopically, and integrate it with the person he becomes as a result of this process. There are tons of material.

Dette billede minder mig (naturligvis) om den alkymistiske proces. Stenen er Prima Materia, som skal forvandles fra det rå og uforarbejdede til De vises Sten gennem den alkymistiske proces, som kan symbolisere både selverkendelsesprocessen og den kreative skabelsesproces. Igennem denne proces forvandles såvel stenen som alkymisten/kunstneren, fordi stenen så at sige er kunstneren og hans/hendes indre materiale.

For mit eget vedkommende gav dette møde med blokeringen i den forgange uge mig altså modet til at sige at jeg skriver. Og at erkende at det er det vigtigste af alle mine processer, forandringer og intentioner.

Hvad kan du lære af dine blokeringer?