Vi er nu gået over til vintertid, og som altid tager det mindst en dag før alle urene i huset er synkroniseret igen. Indtil da er det hele lidt forvirrende, og jeg kommer til at tænke på tiden som relativ og flydende. Jeg tænker på Salvador Dalís flydende ure:
Tiden er flydende, flygtig, relativ
Tiden er ikke så synkron, som vi egentlig går og forestiller os, når alle ure går ens eller næste ens. Nogle gange trækker tiden sig sammen, og andre gange gange trækker den ud, afhængigt af hvordan vi oplever situationen. I flow opløes tiden, vi forsvinder så at sige ind i den. Vi opløses i tiden.