I dag kom jeg ad om omveje til at læse yogalærer Julian Walkers kritik af filmen The Secret (2006). Jeg har ikke set filmen eller læst bogen, og jeg har ingen intention om at gøre noget af det. (Af samme grund er dette indlæg heller ikke en kritik, da man jo ikke kan kritisere noget man ikke har set.)
Men jeg kom til at reflektere over begrebet Spiritualitet og hvad jeg egentlig selv forstår ved det, da jeg læste Julians indlæg og hvad han foreslår at man sætter i stedet (for The Secret).
Han peger på tre ting:
Kritisk tænkning og refleksion:
Educating the mind by studying actual philosophy, psychology, literature and art that grapples with the universal spiritual themes that great minds have been expressing since at least the ancient Greeks.
At man erkender at ens skygge er ens ven:
Your so called “negative emotions” have value and meaning. They are communications from your psyche. Be curious about them. Compassionate. Follow a path of inquiry into what lies beneath the surface of your reactions, fears, anger-triggers, unsatisfied feelings, sadness etc. The way to be free of these is to embrace them and listen to what they might be telling you about your shadow – the part of you that you have disowned and disconnected from.
Spirituel praksis:
Spiritual practices actually require that you do the work. That you sit down and meditate. That you start a yoga practice. That you journal. That you dance your demons and shake your Buddha. That you be present to your emotions, your body, your mental patterns and learn the art of self observation, introspection and that most harrowing of skills – honest communication. Spiritual practice requires that you turn to face your shadow. That you get real about your social conditioning, your political situation, the distinction between what you have power over and what has power over you.
Spiritual practice is inspiring, but it’s also deeply humbling. It does not tell you that you can have anything, be anything, do anything, without limit. … But real practice does give you tools and resources to deal with the inevitable disasters, disappointments and struggles that make up every human life.
Ligesom med begrebet Selvudvikling har jeg ofte tænkt at det er nemt at sige at man er Spirituel. Det er nemt for mig at sige, at jeg interesserer mig for spiritualitet. Det er næsten gratis og politisk korrekt. Men hvad betyder det? Og hvad kræver det? Jeg finder således Julian Walkers differentiering mellem spirituelle ideer og spirituel praksis meget frugtbar.
I sidste ende er spørgsmålet, hvad formålet er. Og her er svarene fra min side igen; Forøget bevidsthed og selverkendelse. Tør jeg skrive visdom?
Så hvad er min spirituelle praksis, så, egentlig?
Drømme- og skyggearbejde i en jungiansk forståelsesramme, dagbogsskrivning og tarot.
Det sidste har været en del af mit liv siden jeg var 17-18 år, og det bringer mig ind i den kategori, som af mange kendes som New Age. Sagen er blot den, at jeg stiller mig kritisk overfor denne bevægelse. Og det vil et senere indlæg handle om.
Jeg vil foreslå at du læser Walkers blog og at du spørger dig selv hvad din spiritualitet og spirituelle praksis er. Eller hvad du ønsker den skal være, hvis noget? Det er spændende og øjenåbnende.
