Faktisk har jeg nu besluttet mig for at lægge dem på hylden igen. Hvorfor?

Fordi det netop var Projekter. Store ideer, hvor konceptet næsten er med til at lægge inspirationen og indholdet dødt med det samme.

Jeg har – i løbet af de sidste par dage – vendt det hele på hovedet, og starter på en frisk. Med at skrive, med bare at skrive. Du ved det gode gamle skriveråd om at hurtigskrive og lade ordene flyde frit fra pennen eller blyanten og ned på papiret, uden at det skal føre et bestemt sted hen.

Blot vil sætte gang i flowet, uden mål og med.

Det er også mægtig interessant. Det er angstprovokerende ad helvede til.

Jeg er så småt gået i gang med tarotkurset igen, idet jeg skrev om Tre Stave i den forløbne uge. I efteråret kan du forvente et nyt indlæg om tarot en gang om ugen, således at vi langsomt, men sikkert og grundigt – det er ihvertfald min målsætning – kommer igennem de restende 69 kort i sættet. Derudover vil der komme tematiske indlæg om tarot ind imellem.

Jeg vil færdiggøre min serie om venlighed over de næste par uger, og så har jeg et par andre serier på beding. De kræver alle research, så hav venligst tålmodighed.

Endvidere. Jeg har ikke fået skrevet så meget som jeg havde håbet i denne første uge af august. Det skyldes dels at jeg har været træt oven på afslutningen af ferien, men også – og ikke mindst – at jeg har taget en – for mig – svær beslutning i løbet af ugen. Jeg vender tilbage til dette tema meget snart. Det handler om at sige ja til af de forkerte årsager, og derefter sige nej af de rigtige årsager. En svær disciplin at mestre, må jeg sige.

Endelig er jeg ved at komme igang med skriveprocessen på projekter, der ligger udenfor denne blog. Det vil jeg nu ikke skrive om her – endnu ihvertfald.

Men der er også nok at skrive om her, og jeg glæder mig til at komme igang igen.

Velkommen tilbage til efterårssæsonen!

Plinky er blevet købt af folkene bag WordPress, der skriver på wordpress.com, at

“Plinky is great for those days when you want to write, but have no idea what to say. Think of it as a way to fuel your creative mojo. “

Plinky er et redskab, der kan hjælpe dig med at slippe ud af din skriveblokering ved at komme med et spørgsmål hver dag, som du så kan skrive et svar på. Fx hvad er dit bedste sommerminde. Du kan se det som en kilde til inspiration, og en mulighed for at komme igang med skrive et eller andet for at komme i gang.

Derudover kan du enten skrive videre på din blog om emnet, eller -  smart -  poste det du har skrevet direkte på din blog eller dele det på Facebook eller Twitter. Det er altså også et mikroblogging redskab.

Tjah. Min indre kritiker hvæser aggressivt ordet ind i øret på mig.

Måske kan vi også kalde det Ro. Og Fokus. Ja. Fokus på nuet. Og dermed Nærvær.

Og når det indfinder sig, når vi er rolige, fokuserede og nærværende, så tier den inde kritiker. Han kan ikke stille noget op overfor Nuet.

Hvad så?

Jeg har dét motto:  Ro, Fokus, Nærvær. Jeg har det med at glemme det.

Jeg har også et andet, som jeg har vendt i tankerne i løbet af de sidste par måneder. Og jeg er nået frem til følgende:

“Have less. Be mindful. Write”

Det er mine prioriteter. Mine fokuspunkter. De hænger nøje sammen med mine sidste simplificeringer, blot skåret endnu mere ind til benet. Less is More.

Have Less: Minimalisme. Købe færre ting,  sæt pris på det jeg allerede har. Det som er.

Be mindful: Mindfullness. Netop: Ro, Fokus, Nærvær.

Write: Prioritet nr. 1.

Kan du udtrykke dine fokuspunkter i et enkelt motto. En levemåde? Hvordan lyder det?

Og her sidder jeg så nu. Jeg får ikke skrevet det jeg havde lovet, og jeg er irriteret og frustreret. Min indre lille djævel er irriteret over at jeg overhovedet har lovet noget som helst. Why bother? siger den. Den lille perfektionist (og nogle gange falder de sammen, de to men lige nu er de altså i konflikt) siger “du burde også …” , “nu skal du” etc. Jeg vælger ikke at lytte til nogen af dem.

Så gerne som jeg vil skrive det tarotkursus, vil jeg ikke have at det skal være et flinkeskoleprojekt, det skal ikke være sur pligt. Jeg vil ikke have the ususal suspects – dvs. Kritikeren, Djævelen eller Perfektionisten – til at ånde mig i nakken over dette her. Det skal være noget jeg gør af overskud og glæde, og hvis det ikke fungerer sådan lige nu så må det altså vente lidt – det skal nok komme.

Så det må vente, kære læser, jeg beklager, men det kommer til at vente lidt endnu, til jeg har fundet teten, og inspirationen.

Hvorfor overhovedet tænke over det? Fordi det har at gøre med den måde det at skrive og det at blogge opfattes.  Ikke mindst af skribenten selv.

Jeg blev inspireret af dette indlæg på Krutters krøller, til at undersøge, hvordan jeg selv ser på det at skrive og på det at blogge.

For mit eget vedkommende har jeg skullet arbejde med dette spørgsmål. Jeg har nemlig visse “issues” med det, og der gemmer sig en lille kritikersnob i mig, der fortæller mig at det at blogge IKKE er at skrive “rigtigt” og at det blot er noget jeg gør indtil jeg får tid, mulighed etc til at skrive en “rigtig” bog.

For nogle måneder siden – stødte jeg på følgende vise ord:

“Writers write” Gail Sher

En del af miseren kommer fra vores (kulturens) skelnen mellem forfattere og skribenter. Det forekommer mig at det første er “finere” end det andet. Du er forfatter, når det du har skrevet er blevet udgivet. Men alt hvad du behøver at gøre for at være en skribent er at skrive: En skribent er en, der skriver. Kunsten er at glemme ønsket om at blive forfatter, men bare skrive.

Samme Gail Sher siger også, at man aldrig ved, hvad der kommer ud af det man skriver, eller om det er godt. Men det er også ligegyldigt i selve skriveprocessen.

Så. Jeg skal acceptere, at det at skrive er kreativt, og at det at skrive er at skrive -  og så er det sådan set ligegyldigt hvilket medium, man skriver til.

Hvis jeg fx  regner det at skrive til min blog for skriblerier og ikke ligesom at skrive “rigtigt” (dvs bøger, artikler, essays), er der en tendens til at jeg ikke giver sig 100 %, og det hele bliver underligt uforløst. Og det har igen betydning for hvor kreativt, jeg tillader mig selv at skrive.

Det skal naturligvis helst være godt skrevet, samt være inspirerende og vække til refleksion – men det gør heller ikke noget hvis det er en lille smule excentrisk. Altså har kant.

Med hensyn til bloggen som medium er den kommet for at blive. Den har nogle helt unikke kvaliteter, og den er som en have, der skal passes.  Der skal sættes nye blomster i den med mellemrum, og den skal vandes og holdes ved lige. Indlæggende skal være korte og skarpe, en slags kaktusblomster måske? Eller roser med torne – de er flotte og må gerne stikke lidt. Tiltider føler jeg også mig som den dedikerede og nørdede orkidé samler.

Jeg gør dette med passion, for at dele det jeg elsker med andre. Både emnerne og så det at skrive om dem. Og jeg håber at der er nogen, der kommer forbi mit lille drivhus. Men hvor få gæster jeg end har, så er I hjerteligt velkomne, og selv hvis passionen ikke bliver delt med nogen, er jeg dedikeret. Fordi det er så sjovt at blogge.

Jeg skal som blogger hele tiden finde nye vinkler og indgange til mit emneområde, der på sin side skal være veldefineret. Så det kræver en form for opmærksomhed, årvågenhed og flow, samt ikke mindst evnen til at lade sig inspirere og se nogle lidt anderledes relationer mellem tingene. Med andre ord kreativitet.

At blogge, at skrive til en blog, er derfor kreativt. Sí.

I den anledning har jeg foretaget nogle skridt for at forenkle mine skriveprocesser. I første omgang kommer her nogle praktiske tiltag, der handler om at forenkle skriveprocessen.

For det første bruger jeg nu dropbox til alle mine dokumenter, således at de kan nås uanset hvor jeg er. Mit problem var at jeg gemte på op til to forskellige computere, og der var forskellige versioner (eller var der?) i de forskellige computeres dokumentmapper. Så forsøgte jeg mig et usb stik men det gik i stykker. Nu har jeg dem ét sted.

Dernæst downloadede jeg et skriv program, kaldet Dark Room. Det eneste man kan her er at skrive. Det fungerer faktisk som Notepad, men det er sjovt at skrive i – og en smule nørdet – fordi teksten er grøn på en sort baggrund. Filerne gemmes som textfiler og der er ingen muligheder for at formatere dem. Det kan jeg så gøre senere i Word eller et lignende program, eller jeg kan smide dem ind i mit WordPress Dashboard. Jeg læste om det i Leo Babautas seneste e-bog om at leve minimalistisk.

Screen dump fra Dark Room

Da jeg er klar over at selv om jeg drømmer om og har en idé til at skrive et fiktionsværk, vil en del af det jeg skriver – også her på bloggen – have form af essays.

I den sammenhæng kan bogen Skriveredskaber af Roy Peter Clark anbefales. I 47 enkle kapitler giver han råd til hvordan skribenten kan arbejde med sine skriveprocesser, fx i forhold til grammatik, sætningsopbygning, synsvinkler og meget mere. Der er praktiske øvelser i slutningen af hvert kapitel, så det er bare med at komme i gang.

Der er ingen undskyldninger, vel?

Min indre kritiker hviskede mig lavmælt og insisterende i øret, at der ikke er nogen mening i det jeg skriver, at det ikke er “dybt nok”, konsistent nok, stringent nok, at det ikke er “rigtigt” fordi det er en blog, og ikke en bog etc.

Til sidst forstummede min indre kritiker – men da havde den også fået den kreative kilde til at tørre helt ud.

Lad os kalde dem Kritikeren og Kilden. Jeg ved ikke om et er to forskellige stemmer, eller den samme, der hvisker mig forskellige ting i øret på forskellige tidspunkter.

Det handler naturligvis ikke blot om at skrive, men også om andre ting, andre projekter, intentioner, aktiviteter. Kilden pibler frem, eller springer frit, og Kritikeren lukker effektivt proppen i.

Men lige nu handler det altså om at skrive. Om At Skrive. Det er det jeg gerne vil.  Og hvis jeg skal vælge mellem mine fire nytårsintentioner om forandring – hvilket jeg gør LIGE NU – så vil jeg vælge den frem for de andre.

Jeg vil med andre ord acceptere at være tyk,  uorganiseret og at have for mange unødvendige ting og for få penge, når blot jeg SKRIVER.

I dag var der to ting, der gik op for mig:

1. Jeg vil skrive. Jeg skriver.

2. Skriveblokering eksisterer ikke.

Ad 1:   Det behøver ikke at være en hemmelighed. Det er okay, at sige at jeg vil skrive og at jeg skriver.  Det at sige det ligeud; jeg skriver og at identificere sig som en sådan gør det faktisk nemmere at være en skribent.

Ad 2:  Her fik jeg inspiration. Jeg læste om Gail Shers bog One Continous Mistake på Philip Carr-Gomms weblog og fik straks lyst til at læse den, fordi den handler om det at skrive som en spirituel praksis. Det fangede naturligvis straks min opmærksomhed.

Og her er så hvad Sher skriver om skriveblokering:

For me the term “writers block conjures up the image of a road with a gigantic boulder across it. The boulder, bordered on one side by a cliff and on the other a lake, stops the traveller dead in his tracks.

His tendency, of course, is to wonder (a) how could it (the boulder) have gotten there, (b) Can I lug it away, and (c) Can I get around or over it. All of these questions feature the boulder.

The boulder, however, is not the problem. The problem lies in the traveler’s perspective – seeing the boulder as an obstacle instead of as an path. The boulder, a material manifestation of mind and spirit, contains the next step in his development. He must isolate its components, examine each microscopically, and integrate it with the person he becomes as a result of this process. There are tons of material.

Dette billede minder mig (naturligvis) om den alkymistiske proces. Stenen er Prima Materia, som skal forvandles fra det rå og uforarbejdede til De vises Sten gennem den alkymistiske proces, som kan symbolisere både selverkendelsesprocessen og den kreative skabelsesproces. Igennem denne proces forvandles såvel stenen som alkymisten/kunstneren, fordi stenen så at sige er kunstneren og hans/hendes indre materiale.

For mit eget vedkommende gav dette møde med blokeringen i den forgange uge mig altså modet til at sige at jeg skriver. Og at erkende at det er det vigtigste af alle mine processer, forandringer og intentioner.

Hvad kan du lære af dine blokeringer?