Hjertets Renhed

Den sidste uges tid har jeg mærket en skriveblokering.

Min indre kritiker hviskede mig lavmælt og insisterende i øret, at der ikke er nogen mening i det jeg skriver, at det ikke er “dybt nok”, konsistent nok, stringent nok, at det ikke er “rigtigt” fordi det er en blog, og ikke en bog etc.

Til sidst forstummede min indre kritiker – men da havde den også fået den kreative kilde til at tørre helt ud.

Lad os kalde dem Kritikeren og Kilden. Jeg ved ikke om et er to forskellige stemmer, eller den samme, der hvisker mig forskellige ting i øret på forskellige tidspunkter.

Det handler naturligvis ikke blot om at skrive, men også om andre ting, andre projekter, intentioner, aktiviteter. Kilden pibler frem, eller springer frit, og Kritikeren lukker effektivt proppen i.

Men lige nu handler det altså om at skrive. Om At Skrive. Det er det jeg gerne vil.  Og hvis jeg skal vælge mellem mine fire nytårsintentioner om forandring – hvilket jeg gør LIGE NU – så vil jeg vælge den frem for de andre.

Jeg vil med andre ord acceptere at være tyk,  uorganiseret og at have for mange unødvendige ting og for få penge, når blot jeg SKRIVER.

I dag var der to ting, der gik op for mig:

1. Jeg vil skrive. Jeg skriver.

2. Skriveblokering eksisterer ikke.

Ad 1:   Det behøver ikke at være en hemmelighed. Det er okay, at sige at jeg vil skrive og at jeg skriver.  Det at sige det ligeud; jeg skriver og at identificere sig som en sådan gør det faktisk nemmere at være en skribent.

Ad 2:  Her fik jeg inspiration. Jeg læste om Gail Shers bog One Continous Mistake på Philip Carr-Gomms weblog og fik straks lyst til at læse den, fordi den handler om det at skrive som en spirituel praksis. Det fangede naturligvis straks min opmærksomhed.

Og her er så hvad Sher skriver om skriveblokering:

For me the term “writers block conjures up the image of a road with a gigantic boulder across it. The boulder, bordered on one side by a cliff and on the other a lake, stops the traveller dead in his tracks.

His tendency, of course, is to wonder (a) how could it (the boulder) have gotten there, (b) Can I lug it away, and (c) Can I get around or over it. All of these questions feature the boulder.

The boulder, however, is not the problem. The problem lies in the traveler’s perspective – seeing the boulder as an obstacle instead of as an path. The boulder, a material manifestation of mind and spirit, contains the next step in his development. He must isolate its components, examine each microscopically, and integrate it with the person he becomes as a result of this process. There are tons of material.

Dette billede minder mig (naturligvis) om den alkymistiske proces. Stenen er Prima Materia, som skal forvandles fra det rå og uforarbejdede til De vises Sten gennem den alkymistiske proces, som kan symbolisere både selverkendelsesprocessen og den kreative skabelsesproces. Igennem denne proces forvandles såvel stenen som alkymisten/kunstneren, fordi stenen så at sige er kunstneren og hans/hendes indre materiale.

For mit eget vedkommende gav dette møde med blokeringen i den forgange uge mig altså modet til at sige at jeg skriver. Og at erkende at det er det vigtigste af alle mine processer, forandringer og intentioner.

Hvad kan du lære af dine blokeringer?

I det antikke Grækenland og Rom stod der såkaldte Herma eller Hermessten ved vejene. De fungerede som pejlemærker og som en form for amuletter, der afværgede ondskab og uheld. De var placeret ved overgange og grænser som beskyttelse for de rejsende.

Hermes er guddom for rejsende, for købmænd og for kommunikation, og i tidligere tider en fallisk guddom for lykke, fertilitet og ja, veje. Han er en tricksterfigur – det var ham som stjal ilden fra guderne for at give den til menneskene. Og han er en såkaldt psykopomp, en guide til Underverdenen. Så det giver virkelig mening at sten som er opkaldt efter ham fungerer som pejlemærker på rejsen, både konkrete rejser og i overført betydning.

Herma af Dionysos

Hvor vil jeg hen med det? Jo, når man begiver sig ud på en rejse og endda har besluttet sig for ikke at have et eller flere bestemte mål på rejsen, så er det godt at have nogle pejlemærker, nogle Herma på rejsen til at beskytte en.

Hvis processen er vigtigere end selve målet, hvordan kan man så vide, om processen forløber godt eller om den er ved at glide af sporet – ?

Måske er det her at værd at tilføje, at det måske ikke gør noget, hvis man ikke ved, hvor man kommer hen. Man kan jo alligevel ikke kontrollere alt. Og måske gør det heller noget hvis man kommer nogle andre steder hen end der, hvor man havde regnet med at komme hen. Men derfor kan man jo godt komme langt ud, hvis man ikke har et pejlemærke eller to (eller flere), at holde sig til.

Det første spørgsmål drejer sig om, i hvilken retning man skal gå. Her kommer begrebet Intention ind i billedet igen. Jeg har før skrevet om min Intention om at stille mig til rådighed for Universet.  Jeg har besluttet mig for at sætte Intention istedet for mål. Intention fortæller noget om den retning, jeg gerne vil gå i, men det fortæller intet om, hvor jeg  kommer hen. Det er jo ret spændende så. Ligesom jeg jo heller ikke ved noget om, hvordan Universet besvarer min intention.

Det næste spørgsmål handler om hvordan rejsen forløber, uanset retningen. Her er Intuition et væsentligt begreb. Hvordan er det, hvordan føles det? Giver det ro, flow, mulighed for fordybelse eller erkendelse. Er rejsen sjov eller spændende, eller føles det bare helt forkert, fordi Burde eller Skulle får sneget sig ind i processen – alligevel?

Inspiration kunne være et tredie pejlemærke. Bliver jeg inspireret undervejs til at gå i nye retninger, tænke nye tanker eller skabe noget nyt?

Lige nu kan jeg ikke komme i tanker om andre pejlemærker eller herma, der kan guide mig på rejsen. Men det er nok fordi jeg kun lige skal til at begynde … Og med Hermes eller Dionysos som guides kan alt jo ske.

Jeg stiller mig til rådighed som kanal for Universets skabende energi; dets inspiration, intuition, kreativitet og kærlighed. Jeg tilstræber Ro, Fokus og Nærvær i hele min væren. Jeg tilstræber at leve i Nuet. Idet jeg nærer tillid til, at den universielle visdom, Sophia, viser mig den sti, jeg skal træde.

Jeg har netop læst Den stille pige færdig.
Den har inspireret mig til at lytte mere. Ikke blot til Bach, men også til andet musik. Og ikke blot til musik, men også til lyde som de nu er. Og ikke blot til lydene, men også til stilheden. Den stilhed som Kasper Krone søger, bag alle lydene.

Og her til aften sad jeg så og lyttede til Coltrane and A love supreme – som jeg ikke har hørt længe. Og så kom jeg til at tænke på at musik – for mig er den ultimative gave. Fordi jeg kun kan modtage den. Jeg er ude af stand til selv at frembringe musik, og jeg er ude af stand til at forholde mig til den eller forstå den på et intellektuelt plan (selvom jeg indirekte gør det nu) for jeg har intet sprog for musik. Jeg kan kun lytte til, taknemmeligt, hvad mennesker som Coltrane eller Mozart eller Bach har frembragt. Jeg kan lytte til deres inspiration. Ydmygt. I begrebets bedste forstand.

Og det er faktisk en enorm lettelse. En form for frirum. Her er der noget – et domæne – som jeg ikke kan gennemtrænge eller gøre noget i. Med ord er det anderledes. Med ord eller litteratur eller begreber ligger der altid en forstyrrende idé om at jeg selv kan eller burde kunne frembringe noget. En forstyrrende ambition. Muligheden er der, og dermed også muligheden for selvovervurdering og skuffelse. Mit ego kommer i vejen for oplevelsen på den mest irriterende vis.

Men med musikken behøver jeg bare at lytte og at være og at modtage.

Tidligere på dagen læste jeg om Jes Bertelsen at en af hans mange inspirationskilder er Bach. Og komponistens fugaer bliver nævnt flere gange i Den stille pige af Høeg. Da jeg lå og nød søndagsstilheden tidligere på dagen, tænkte jeg at det kunne være et tegn om, at jeg måske selv skulle lade mig inspirere af Bach – altså lytte til ham. Det er ikke i sig selv særlig sigende, da Høeg bor på Vækstcenteret og i en eller grad er, må være, inspireret af Bertelsen (og naturligvis også Bach). Så jeg bad om et tredje tegn. Og vupti …

Min datter modtog i går en halskæde – med en lille hvid kat og et rødt hjerte –  af sin kusine i fødselsdagsgave. Den smykkeæske, som den lå i, bærer navnet  – Bach. Det havde jeg slet ikke lagt mærke til. Før nu.

Er det tegn?

Er det synkronicitet?

Så er det nu. Tilbage på dydens smalle sti. Nu skal der ske noget for at nå mit mål om at veje 70 kg. Hjælp!

Det kan faktisk være temmelig skræmmende at sætte sig for at nå et bestemt mål. Muligheden for fiasko ligger altid og lurer bagved ønsket om at målet, eller det som en skribent på Aeclectic kalder DIFU – the Deep Inside Fuck Up. Det er den djævelske stemme i bevidstheden, der hvisker at du aldrig når det du sætter dig for, at du aldrig bliver slank, klogere, løber et marathon, rejser kloden rundt – eller hvad det nu er du har som mål. At du bare ikke kan, fordi du er for dum. Det kaldes vist også den indre kritiker, og sikkert mange andre ting.

Jeg tror desværre at der er mange af os, der lider under DIFU.

Stemmen efterlader et spor af goldhed, uproduktivitet og angst i sit kølvand. Kunsten må være at lade være med at lytte til den. Og istedet begynde at arbejde positivt, bevidst og stædigt for at nå det man sætter sig for. Kunsten i den forbindelse er at fokusere på få ting på en gang. Max tre ting ad gangen. Fokus er nøgleordet.

Nu bryder jeg mig ikke om begrebet guru. Jeg har ikke nogen guruer – det skulle da lige være Lars Muhl. Nej. Spøg tilside – jeg bryder mig ikke om begrebet guru. (Jeg tror vi har visdom i vores indre, og ved at lytte til den visdom ved, hvad der er det rigtige at gøre. Problemet er så når DIFU-djævelen tager over og taler højere end din indre stemme, som du måske slet ikke er vant til at lytte til. ) Men guru eller ej – jeg må sige at Leo Babauta er en stor inspiration i forhold det med at arbejde med sine mål, uden angst. Hans bog The Power of Less er den bedste bog, jeg nogen siden har læst om at arbejde med sine mål, og han anbefaler netop at man fokuserer på så få ting som muligt ad gangen.

Jeg har valgt at se på mine mål som projekter, og har derfor valgt tre projekter, som jeg vil arbejde med i de næste 2-4 måneder:

1. At tabe mig til 70 kg.
2. At læse 1 time hver aften (de aftener, hvor jeg er hjemme og ikke har gæster – i alt giver det ca. 5 timer om ugen) på et af mine yndlingsemner – lige nu alkymi i et jungiansk perspektiv. Jeg har valgt 5-10 centrale bøger om emnet.
3. At rydde op i skuffer, kommoder og på mit skrivebord (skrivebordet er nu helt space clearet – det gør det meget nemmere at fokusere på det forhåndenværende).

Jeg startede med at lave en bruttoliste på ca. 20 ting, jeg gerne vil (se indlægget om Flow) og valgte så disse tre ting til min nettoliste. Pointen er så at man ikke flytter noget op på listen før man er færdig med alle tre projekter! For ellers bliver man ikke færdig. Det er den ene “regel”. Den anden “regel” er at et af disse tre projekter har at gøre med ens Overordnede Mål (the One Goal System), sådan at man hele tiden arbejder sig i retning mod det. (Du kan så gætte på hvilken af disse tre ting, der understøtter Mit Overordnede Mål (My One Goal)).

Men altså: den lille, store bog The Power of Less er hermed til anbefaling. Den rummer mange guldkorn.

Og tak til Per Munch fra Moderne Liv for inspirationen.

Det er rart at kunne finde inspiration hos andre læsere. Og når man nu har brug for at kunnne selektere er det dejligt, at andre blogger om de bøger de læser.

Jeg har nævnt Nilles litteratur. Derudover faldt jeg over Bibliomani og Bogblogger. Og så er der jo også Litteratursidens blog.

Selv blev jeg på Bibliomani inspireret til at Murakami og Ulveskindet af Ekman. Hmm skal have lavet en liste over nyere litteratur jeg skal have læst …

Jeg har netop været på Aeclectic og diskuteret tarot. Og der var nogle ting, der faldt på plads. Jeg fik inspiration og indsigt. Men det var også som om jeg blev lidt svimmel. Og så kom jeg til at tænke på dette citat af U2:

I feel like I’m falling
Like I’m spinning on a wheel
It always stops beside of me
With a presence I can feel
I…I believe in love