Hjertets Renhed

Ondskaben er et problem vi som mennesker ikke kan undgå at tage stilling til.

Såvel det onde i os selv, som det onde i verden. I det små bliver vi  konfronteret med det på en daglig basis, og i det store fortæller verdenshistorien om holocaust, krige, folkedrab og den tilfældige ondskab, der slår ned i form af ulykker og naturkatastrofer.

I den følgende tid vil jeg komme ind på det ondes problem og aktualitet for det moderne menneske. Det onde er ikke blot noget vi kan skyde fra os, og se bort fra. I et eksistentielt og etisk perspektiv er det onde noget vi kontinuerligt må forholde os til. Husk blot Jesus’ ord:

Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?

Problemet med at skyde det onde fra os, som noget os selv fremmed, er at vi tillægger det de andre. Vi smider i jungiansk forstand vores skygge ud på de andre, der så bliver de onde, som jeg også har været inde på i tidligere indlæg. Det gør vi både som individuelle personer, og som nationer eller hele kulturer.

Jeg skriver på en serie af blogindlæg for at belyse problematikken og diskutere det onde. Mit udgangspunkt og min inspirationskilde er Aksel Haanings bog Antikrist, som jeg vil forsøge at forholde mig til – ud fra min position som lægperson og menneske, men også andre kilder vil blive inddraget.

Det første indlæg i serien vil blive publiceret på fredag og handler om teodicé-problematikken.

Det er ikke tilfældigt at der i Apollon templet i Delfi var indhugget “Kend dig selv” (gr. gnothi seauton). Når man skal kommunikere med guddommen (divinere) er det væsentligt at vide hvem man er som udgangspunkt. Ellers lærer man nok noget om sig selv i procesen under alle omstændigheder! Men så kan det godt gøre rigtigt ondt!

Der ligger også en væsentlig etisk fordring i det med at kende og erkende sig selv, som også Jung var inde på. Det er det med at erkende skyggen og andre kræfter i sig selv, så de ikke spiller én et puds i det virkelige liv, så man ikke inflateres eller oversvømmes af dem. 

Men tiltider lærer man først disse kræfter (komplekser) at kende, når de giver sig til kende og løber af med én.  Og nogle gange møder man dem mange gange før man indser, hvad det er, der har ramt én, og der går måske også et stykke tid før man magter at imødegå det og se på det, istedet for blot at blive overmandet. At stoppe op og se på skeletterne i skabet, at trække dem ud og støve dem af, kræver mod, men giver mulighed for større perspektiv, bevidsthed og forøgede handlemuligheder.

Det betyder at man kan vælge at handle anderledes og mere etisk. At man foreksempel indser at det man tillægger en anden i virkeligheden kommer fra ens selv – fra ens ubevidste og hidtil uerkendte Skygge. Eller simpelthen at “det” ikke er de andres skyld altsammen, men ens eget Ansvar. Eksemplerne er mangfoldige.

Det er vigtigt at acceptere at der hele tiden er mulighed – eller risiko om man vil – for at man glider tilbage, at man begår de samme fejl igen. Det er en del af rejsen. Det er vigtigt ikke at dømme sig selv for hårdt, men at acceptere disse tilbagetrin. Det er jo trods alt ikke en konkurrence, men proces.

Når man begynder sin rejse på selverkendelsens vej og har valgt et jungiansk perspektiv (som jeg) kan det være nyttigt at have et kort med vejen. I den forbindelse kan jeg anbefale disse tre bøger:

Stein, Murray: Jung’s map of the soul : an introduction.
Johnson, Robert A. : Owning Your Own Shadow: Understanding the Dark Side of the Psyche.
Johnson, Robert A. : Inner Work: Using Dreams and Active Imagination for Personal Growth.

Men husk: The Map is not the Territory. Det er du derimod selv.