Denne morgen vågnede jeg op og havde ondt i min krop. I leddene. Det skyldes at jeg spiste sukker i går. Den hvide gift. Jeg mærkede det desto mere fordi jeg netop forsøger at holde op med med at spise “uregelmenteret” sukker. Altså sukker der ikke er en del af planen. (Jeg har givet mig lov til en dessert om ugen).
Så når jeg gør det, og ikke længere er vant til det, gør det desto mere ondt.
Det var jo ikke så smart, desto mere fordi jeg netop havde sat mig for lige så stille at trappe mit sukkerforbrug markant ned, fordi det virker. Jeg taber mig og jeg får det bedre med min krop.
Da dette netop IKKE er en slankeblog, men et sted, hvor jeg forsøger at dele min personlige erkendelse, må det løftes op på et højere niveau, så det kan bruges i andre situationer. Så der skabes “læring”, så at sige.
Så hvad kan jeg lære af det? Hvis jeg bevidst vælger ikke bare at slå mig selv oven i hovedet og blive vred på mig selv?
1. Hvor nemt det er at falde tilbage i gamle vaner, når jeg tillader mig at være ubevidst om, hvad jeg foretager mig.
2. Hvor nemt det er at falde tilbage i gamle vaner, når jeg føler mig presset.

(I går var jeg presset på grund af en ganske bestemt bureaukratisk opgave, der hænger mig over hovedet, og som jeg – selvom jeg fik løst opgaven – stadig er meget i tvivl om – og dybest bare gerne vil være færdig med.)
Så svaret må være bevidsthed. Bevidsthed om at tage et valg i situationen, bevidstheden om de situationer, der inviterer til at “falde i”. At tillade mig selv at føle mig presset og frustreret. At acceptere disse følelser og så give slip – mentalt – uden at skulle dulme dem med noget fysisk, det være sig shopping, sukker, eller hvad man ellers kan finde på for at slippe angst, smerte, ubehag, frustration, usikkerhed, vrede.








