Hjertets Renhed

På Far Beyond the Stars læste jeg om at skrive enten en Jeg-blog eller en Du-blog.

En jeg-blog er mest en dagbog, der tager udgangspunkt i bloggerens egne oplevelser. Kunsten at skrive en god Jeg-blog ligger i at gøre de personlige (ikke private) oplevelser vedkommende for andre, ellers bliver det kedeligt og uinteressant. Et strålende eksempel på en rigtig god Jeg-blog er Hele 3 ting. Med udgangspunkt i hendes eget liv er Anna Skyggebjerg en stor inspiration for mange læsere – også for mig.

En Du-blog handler om at gøre noget for læseren. At finde den information læseren har brug for fx. At være inspirerende, og at hjælpe indenfor det emne som bloggen nu omhandler.

I virkeligheden tror jeg ikke, at der nogle gode blogs, der ikke befinder sig et sted mellem de to. For at virke autentisk må bloggeren tage udgangspunkt i sig selv og give sine egne erfaringer videre til læseren.  Et meget fint eksempel på denne balance er Det lille spørgsmål.

Der findes mange blogs om at blogge og jeg finder det en smule mærkeligt. Men nu har jeg selv bevæget mig ind på emnet. Hvorfor?

Fordi det er mit håb at komme mere over i Du-zonen og at være til inspiration for andre.  Jeg forsøger med  udgangspunkt i mig selv og mine egne oplevelser at finde en balance mellem Jeg og Du. Jeg har bevæget mig fra meget Jeg til mere Du og det er min plan at komme længere over i den zone. Fordi at det er der blogging virkelig giver mening.

Blogging giver mening hvis man bidrager med værdi og gør det kreativt og inspirerende. Og det vil jeg gerne. Hvis man deler, og bidrager med værdi til blogosfæren. Julia Lahme er en eksponent for denne ide. (I hendes næste nyhedsbrev kommer der faktisk en e-bog om at blogge, så skynd dig at tilmelde dig!)

Hvordan? Hvordan vil jeg bidrage?

Dels ved at forsætte i mit spor med at fortælle om minimalisme og mindfullness,  og de emner jeg ellers skriver om (se kategorierne). I den udstrækning det giver mening. Det er ikke mit ærinde at prædike en bestemt norm eller livsstil. Tværtimod.

Men det er mit ærinde at forsøge at komme med input til hvordan vi kan lave lidt om på den måde vi lever på, så det hele bliver mindre stressende og mere meningsfuldt – for den enkelte. Det handler om at  øge bevidstheden om det vi gør idet vi gør det.

Dels ved at dele min viden på et område som jeg har samlet sammen gennem mange år efterhånden. Om tarot. Af min woopra analytics kan jeg se at der bliver lavet søgninger på tarot og specifikke tarotkort, der rammer min blog og dette behov vil jeg gerne komme i møde. Derfor vil jeg i den kommende tid arbejde på at sætte et “kursus” sammen, der vil blive startet op om en måneds tid. Den nøjagtige dato følger.

Så jeg håber at du vender tilbage.

(Og jeg beklager de nedetider der har været i weekenden. Jeg vil gerne rigtigt meget med denne blog og så skal den være på 24/7. Så hvis det sker igen, bliver bloggen flyttet. Det lover jeg).

Der er lige et lille aspekt ved både minimalisme og mindfulness som jeg vil drage frem, nemlig den ædle kunst at monotaske.

Det har været moderne at multitaske i mange år, men nu er udviklingen vendt mod at monotaske. Det vil sige at gøre én ting ad gangen og være nærværende når, man gør det. At være bevidst om det man gør idet man gør det.

Det hænger sammen med minimalisme på den måde, at man vælger at fokusere på det der er allervigtigst at gøre nu i dette øjeblik og så gør det 100 %. Eller man vælger de tre vigtigste opgaver eller gøremål i dag og så gør dem fuldt ud. Een ad gangen.

Det hænger sammen med mindfulnes på den måde, at når man bevidst fokuserer på een ting ad gangen, så er man ikke allerede ude i det næste og det næste og det næste.

Lige som man kun kan være eet sted ad gangen, kan man i princippet kun gøre een ting ad gangen. Selvom vi prøver at gøre flere ting ad gangen, får vi dem bare chunket op og vores opmærksomhed bliver delt når vi både prøver at skrælle kartofler, tale i telefon og tjekke mail på samme tid – eller hvad det kan være.

Vi gør en ting ad gangen i meget meget korte forløb, og på den måde undgår vi at fordybe os og – ja at opleve det vi gør – at mærke flowet i det.  Og måske går vi så glip af en erkendelse eller fornemmelse eller følelse – eller helt enkelt oplevelsen af at være i nuet.

Så hvorfor ikke vælge at gøre en ting ad gangen med bevidsthed og så virkelig opleve det?

I dag kom jeg ad om omveje til at læse yogalærer Julian Walkers kritik af filmen The Secret (2006). Jeg har ikke set filmen eller læst bogen, og jeg har ingen intention om at gøre noget af det.  (Af samme grund er dette indlæg heller ikke en kritik, da man jo ikke kan kritisere noget man ikke har set.)

Men jeg kom til at reflektere over begrebet Spiritualitet og hvad jeg egentlig selv forstår ved det, da jeg læste Julians indlæg og hvad han foreslår at man sætter i stedet (for The Secret).

Han peger på tre ting:

Kritisk tænkning og refleksion:

Educating the mind by studying actual philosophy, psychology, literature and art that grapples with the universal spiritual themes that great minds have been expressing since at least the ancient Greeks.

At man erkender at ens skygge er ens ven:

Your so called “negative emotions” have value and meaning. They are communications from your psyche. Be curious about them. Compassionate. Follow a path of inquiry into what lies beneath the surface of your reactions, fears, anger-triggers, unsatisfied feelings, sadness etc. The way to be free of these is to embrace them and listen to what they might be telling you about your shadow – the part of you that you have disowned and disconnected from.

Spirituel praksis:

Spiritual practices actually require that you do the work. That you sit down and meditate. That you start a yoga practice. That you journal. That you dance your demons and shake your Buddha. That you be present to your emotions, your body, your mental patterns and learn the art of self observation, introspection and that most harrowing of skills – honest communication. Spiritual practice requires that you turn to face your shadow. That you get real about your social conditioning, your political situation, the distinction between what you have power over and what has power over you.

Spiritual practice is inspiring, but it’s also deeply humbling. It does not tell you that you can have anything, be anything, do anything, without limit. …  But real practice does give you tools and resources to deal with the inevitable disasters, disappointments and struggles that make up every human life.

Ligesom med begrebet Selvudvikling har jeg ofte tænkt at det er nemt at sige at man er Spirituel. Det er nemt for mig at sige, at jeg interesserer mig for spiritualitet. Det er næsten gratis og politisk korrekt. Men hvad betyder det? Og hvad kræver det? Jeg finder således Julian Walkers differentiering mellem spirituelle ideer og spirituel praksis meget frugtbar.

I sidste ende er spørgsmålet, hvad formålet er. Og her er svarene fra min side igen; Forøget bevidsthed og selverkendelse. Tør jeg skrive visdom?

Så hvad er min spirituelle praksis, så, egentlig?

Drømme- og skyggearbejde i en jungiansk forståelsesramme, dagbogsskrivning og tarot.

Det sidste har været en del af mit liv siden jeg var 17-18 år, og det bringer mig ind i den kategori, som af mange kendes som New Age. Sagen er blot den, at jeg stiller mig kritisk overfor denne bevægelse. Og det vil et senere indlæg handle om.

Jeg vil foreslå at du læser Walkers blog og at du spørger dig selv hvad din spiritualitet og spirituelle praksis er. Eller hvad du ønsker den skal være, hvis noget? Det er spændende og øjenåbnende.

Det er ikke tilfældigt at der i Apollon templet i Delfi var indhugget “Kend dig selv” (gr. gnothi seauton). Når man skal kommunikere med guddommen (divinere) er det væsentligt at vide hvem man er som udgangspunkt. Ellers lærer man nok noget om sig selv i procesen under alle omstændigheder! Men så kan det godt gøre rigtigt ondt!

Der ligger også en væsentlig etisk fordring i det med at kende og erkende sig selv, som også Jung var inde på. Det er det med at erkende skyggen og andre kræfter i sig selv, så de ikke spiller én et puds i det virkelige liv, så man ikke inflateres eller oversvømmes af dem. 

Men tiltider lærer man først disse kræfter (komplekser) at kende, når de giver sig til kende og løber af med én.  Og nogle gange møder man dem mange gange før man indser, hvad det er, der har ramt én, og der går måske også et stykke tid før man magter at imødegå det og se på det, istedet for blot at blive overmandet. At stoppe op og se på skeletterne i skabet, at trække dem ud og støve dem af, kræver mod, men giver mulighed for større perspektiv, bevidsthed og forøgede handlemuligheder.

Det betyder at man kan vælge at handle anderledes og mere etisk. At man foreksempel indser at det man tillægger en anden i virkeligheden kommer fra ens selv – fra ens ubevidste og hidtil uerkendte Skygge. Eller simpelthen at “det” ikke er de andres skyld altsammen, men ens eget Ansvar. Eksemplerne er mangfoldige.

Det er vigtigt at acceptere at der hele tiden er mulighed – eller risiko om man vil – for at man glider tilbage, at man begår de samme fejl igen. Det er en del af rejsen. Det er vigtigt ikke at dømme sig selv for hårdt, men at acceptere disse tilbagetrin. Det er jo trods alt ikke en konkurrence, men proces.

Når man begynder sin rejse på selverkendelsens vej og har valgt et jungiansk perspektiv (som jeg) kan det være nyttigt at have et kort med vejen. I den forbindelse kan jeg anbefale disse tre bøger:

Stein, Murray: Jung’s map of the soul : an introduction.
Johnson, Robert A. : Owning Your Own Shadow: Understanding the Dark Side of the Psyche.
Johnson, Robert A. : Inner Work: Using Dreams and Active Imagination for Personal Growth.

Men husk: The Map is not the Territory. Det er du derimod selv.

For et stykke tid siden skrev jeg et indlæg om at Vi allerede er oplyste. Og om at det handler mere om at forstå og udvikle sine relationer til andre end at udvikle sig selv.

Selvudvikling er blevet en slags mantra, på linje med Mindfullness og Spiritualitet. Som om de er mål i sig selv. Faktisk bliver der vel set lidt skævt til én hvis man ikke ønsker at udvikle sig selv. Hvis man siger Selvudvikling – nej tak!

Det som jeg har et problem med i forhold til begrebet Selvudvikling er at det må forudsætte at vi ikke er dem vi skal være, at vi på en eller anden måde er uudviklede eller defekte, uperfekte. At vi bør udvikle os for at blive – hvad? Bedre udgaver af os selv? Nogle der opnår det de sætter sig for, perfekte? Eller bedre, mere harmoniske mennesker?

Sofia Manning beskriver det således i sin nye bog Hvad venter du egentlig på?

“Den primære grund til at jeg skriver denne bog, er, at jeg efter at have brugt masser a værdifuld tid, penge og energi på utallige selvudviklingsworkshopper fandt ud af, at alt det, jeg troede, jeg skulle finde udenor mig selv for at opnå det jeg søgte, rent faktisk var inden i mig.”

Jeg kan godt lide tanken om at vi allerede rummer det vi er. At vi er oplyste. Men at det handler om at erkende os selv, selv at tænde lyset, at blive bevidste om dem vi er. For ofte har vi selv lagt en skygge, et klæde, over lampen, og har glemt os selv og dem vi er, det vi rummer af godt og ondt.

At turde se sig selv og sine indre dæmoner i øjnene er svært. Det er en smertefuld proces. Det kræver mod, ærlighed, indsigt og tilgivelse. Måske magter vi ikke at se på os selv og at acceptere os selv som de mennesker vi nu er, ikke kun gode, ikke kun onde. Men bare som mennesker. Måske magter vi ikke at kende os selv og har derfor så travlt med at løbe væk fra os selv, for at “udvikle” os selv.

Selverkendelsen er imidlertid nøglen til skatkammeret, til det helligste. Gnothi Seauton stod der indskrevet ved Apollontemplet i Delphi. For at møde det guddommelige må du kende dig selv.

Også når det gør ondt – også når det at se sig selv i øjnene virkelig smerter. Sagen er at jo mere ondt det gør, jo mere lys tænder du, jo mere bliver du i stand til at se dig selv og det du virkelig rummer af godt og ondt.

… or practise your preach.

Det er faktisk meget svært. I dag da jeg katalogiserede en bog, var jeg distraheret og adspredt, men så kom jeg til at tænke på det med at være nærværende i forskellige situationer. Og fik fokuseret tilbage på det forhåndenværende. Nogle gange når jeg arbejder, er det som om jeg prøver at foretage mig tre ting på een gang og tankerne bare falder over hinanden.

Det smukke er så, at når jeg nu er begyndt at tænke bare lidt i de baner så opdager jeg hurtigere, hvornår jeg bliver fraværende eller lader tankerne køre afsted med mig. Og så handler det bare om at zoome ind igen.

Men alt dette er naturligvis ikke nemt. Det er en udfordring, men det er også sjovt. For jeg lærer hele tiden  noget om, hvad jeg egentlig gør med min bevidsthed.

Der er nogle  forandringer undervejs i verden på et kollektivt plan. Krisetiderne har affødt en bevidsthed om en anden måde at være på. Et hjertets paradigme, kaldes det. En stille revolution kaldes det også. 

Forsåvidt tror jeg ikke at det er en ny bevidsthed – måske snarere en genfødsel af en tidløs visdom, som vi har brug for nu. En moderne renæssance.

Kort sagt handler det om at være, og jeg har skrevet om det tidligere på denne blog. Jeg vil anbefale to danske bøger om emnet; Emilia van Hauens Farvel egofest – og goddag til formål og fællesskaber, samt Anne Christine Hagedorns Dit indre klima – vi kan forvandle verden indefra. Det er i denne at der tales om et hjertes paradigme:

“[E]t fællesskab, der kommer indefra, som opstår på tværs af sociale skel, køn, alder og etnisk tilhørsforhold. Dette er et hjertets paradigme, og det kan man ikke tvinge frem gennem politik eller revolution. Det folder sig ud som en blomst på lige præcist det tidspunkt som er der rette, og i det tempo som er det rette. Men ligesom med blomsten kan vi også give processen de bedst mulige betingelser for at folde sig ud. Vi kan vande blomsten, luge omkring den, sørge for de rette mængder sol og næringsrig jord. Og vi kan nære vores proces med nærvær og luge ud i den ved at arbejde med vores begrænsede overbevisninger. Vi kan nære os selv ved at mærke vores følelser og give os selv sollys ved at tillade os selv helt nye visioner og ægte menneskelige forbindelser” p. 113

I vores moderne verden er det tilsyneladende godt at være målrettet, disciplineret, smuk, stærk, kreativ, hip, i ro, i balance etc. Indtil for nylig, forekommer det mig, har det i høj grad handlet om at være – perfekt – uanset indenfor hvilket område, man så søgte denne perfektionisme. Men det er som om at trenden er ved at vende – fra at være fx perfekt til at være - hverken mere eller mindre. 

Men der er jo ikke noget galt i at ville være nogle af disse ting i sig selv. Ikke for perfektionismens skyld – jeg tror dybest set, at det er omsonst at søge perfektionisme – ihvertfald for at kunne sige at man er perfekt. Hvad er der omme bag perfektionismen, i en grad at den overhovedet kan opnås?

Spørgsmålet er, hvad der driver os til at sætte de mål, vi sætter os?

Er det Kan eller Skal? Bør eller Vil?

I hvilke af disse udsagn er der mest energi: “Jeg bør gøre dette fordi jeg skal. Jeg skal gøre dette fordi jeg bør”.  Eller: “Jeg kan gøre dette fordi jeg vil. Jeg vil gøre dette fordi jeg kan”.

Der er naturligvis ting i denne verden, der skal gøres. Hvis man for eksempel har børn. Jobbet skal passes, regningerne skal betales og basale praktiske ting skal ordnes. Etc. Men det er egentlig ikke sådanne ting, jeg tænker på. Som udgangspunkt tager man sig af sine børn, fordi man har har valgt dem og elsker dem. Man passer sit job, fordi man kan lide det og har valgt en profession, hvor man kan anvende sine kvalifikationer, evner og kompetencer bedst muligt. Eller jobbet gør en i stand til at opfylde andre mål.

Nu tænker jeg netop på de mål, der har med vores mere personlige drømme og ønsker at gøre. Det vi ønsker at være eller gøre eller opnå. At tabe sig, at lære en ny færdighed, at tage ud at rejse, at løbe en marathon, at bestige et bjerg, at skrive en bog.

Jeg tog det første eksempel med, fordi det egentlig meget godt beskriver forskellen på Skal/Bør vs. Kan/Vil. Skal jeg tabe mig, fordi jeg bør være slank. Skal jeg tabe mig fordi jeg vil og det at ville det, gør at jeg kan?

Med andre ord, er det der driver mig drevet af det jeg forventer, at andre forventer af mig? Eller mine egne forventninger projiceret ud på andre? Så jeg føler at mine omgivelser dømmer mig – men egentlig dømmer jeg mig selv.

Eller er jeg drevet af en indefra styret vilje, der gør mig istand til at arbejde mig hen imod mit mål?

Det er nogle spørgsmål jeg selv er blevet mere bevidst om i den proces, det er at arbejde med mål. For det er jo godt at have nogle mål. Men det er også godt at blive bevidst om, hvad der styrer mig henimod mit mål, både i det at gøre dem klart og det at arbejde mig hen imod dem.  Og måske bliver jeg klar over, at det vigtigste ikke er at opnå selve målet, men snarere den bevidstgørelse og forståelse, der ligger i selve processen, og måske bliver jeg så igen klar over, at det ikke er så vigtigt at have et mål eller at nå et mål, eller at være noget – men snarere det at være til – og at være bevidst om denne væren.