Men hvad er da “Sjæl”? Hvor findes sjælen? Hvordan “skaber” vi sjæl? Hvordan giver vi den mere rum, mere plads?
Det er alt sammen spørgsmål, som jeg ikke har svaret på, men jeg vil forsøge at indkredse dem her på bloggen i 2012.
James Hillman, som døde i oktober 2011 er måske den moderne psykolog, der har fokuseret mest på sjælen, idet han mente at det er det psykologi oprindeligt og egentligt handler om; studiet af sjælen – og ikke studiet af adfærd eller kognitive processer.
Men igen, kan vi så spørge; for at kunne studere sjælen og dens udtryk, må vi prøve at indkredse “hvor” den er – eller hvad den er?
Ifølge Hillmans samling af tekster A Blue Fire har vi mistet forståelsen af sjælen i det cartesianske split mellem ydre og indre – mellem den ydre håndterlige virkelighed og indre bevidsthedstilstande eller mellem krop og et sammenfiltret konglomerat af bevidsthed, psyke og ånd.
Sjælen findes det tredje sted, som vi på en eller anden måde har mistet og som vi har stadig sværere ved at orientere os efter. Stedet for drømme, fantasi, passion, refleksion - og divination? – som hverken er fysisk håndgribelig eller spirituelt eller abstrakt.
Så enten synes ånd og sjæl at blive forvekslet – eller også bliver det åndelige eller spirituelle favoriseret på bekostning af sjælen.
Måske fordi sjælen ifølge Hillman skal findes der hvor det gør ondt;
“For soul is always in the thick of things; in the repressed, in the shadow, in the messes of life, and in the pain and confusion of love.”
Ved at forsøge undfly disse smertefulde steder og tilstande gennem transcendent spiritualitet gør vi blot splittelsen dybere, vi mister forbindelsen til sjælen, vi sårer den og vi risikerer – som kultur og på det personlige plan – at forfalde til ekstremer, til det bogstavelige og til fanatisme.
James Hillman: A Blue Fire. 1991.
Hvis jeg på nogen måde har lært noget i 2011 er det hvor vigtigt det er at være – bare at være. At give sig selv rum til, lov til bare at være, uden at være og ville noget bestemt.
