Jeg ikke begejstret for begrebet arvesynd.
Jeg synes det fratager mennesket en eksistentiel mulighed for at kunne vælge og tage ansvar for hvad det gør af godt og ondt.
Når man per definition qua sine menneskelighed er en synder, er det svært at være andet – uden at være afhængig af Guds nåde eller frelse. Men pointen med arvesynden er vel netop at mennesket er afhængig af Guds nåde eller frelse.
Og det forklarer jo stadig ikke de onde ting der sker, verdens tilfældige ondskab – og dog – naturkatastrofer sker som straf for menneskets synd. Sådan kan det ihvertfald udlægges. Men det er en absurditet – efter mine begreber.
Et tankespind!…….Arvesynden kan måske være i de forhold hvor
vi fra generation til generation begår de samme fejl i børneopdragelsen som vores forældre.
Hvis ikke vi ser på os selv og ændre de ting som gav os ringe vækstbetingelser som børn, vil det forsætte med at gå i arv- og det er da synd!!!