Hjertets Renhed

At jeg burde skrive på mit næste indlæg om det onde – det om selve Djævelen, som jeg arbejder på, eller et andet spændende indlæg. Det er nu jeg burde være kreativ og komme op med noget interessant.

Men for at være helt ærlig. Burde er død. Jeg sidder bare her i sofaen og er nærmest i trance. Dagen er omme. Jeg føler mig fladmast.

Nærmest i en form for ikke-væren der måske netop er væren. Da det eneste jeg kan forholde mig til er dette nu og ellers ingenting.

I får lige et billede. Det indre af en tulipan, der nærmest er en hule, en indgang til noget spændende  …

Er mit hjerte rent? Er dit?

Min blog hedder hjertets renhed, ikke fordi mit hjerte er rent.  Og heller ikke fordi jeg vil pudse min glorie, eller noget i den retning. Jeg har vist heller ikke nogen glorie at pudse.

3 of Swords Alchemical Tarot

Livet gør os beskidte, giver os erfaring, kaster grus i maskineriet, livet – det at engagere os i livet, betyder at vi begår fejl, at vi lærer af vores fejl, at vi lærer os selv bedre at kende. Vi er mennesker, vi kan ikke undgå at fejle. Måske handler det i virkeligheden om at fejle på nogle stadig mere interessante og kreative måder.

At stræbe efter hjertes renhed er en proces. Livet er en proces, der i sig selv farver vores hjerter. Jeg tror vi fødes med rene hjerter, med tiltro og tillid til verden. Det er også derfor at jeg afviser begrebet arvesynd. På den måde bliver bestræbelsen efter hjertes renhed en modsatrettet proces – eller gør den?

For i virkelheden handler det med hjertets renhed for mig ikke om dydighed eller renhed i moralsk forstand, mere om en renhed, eller enkelhed hvor man kommer ind i et kreativt og inspireret flow, hvor modsætninger, splittelse og tvivl (eller fortvivlelse) ophører. At ville ét. At blive hel.

Alkymisterne ville finde De Vises Sten, Tinkturen, Eliksiren. Forudsætningen var et rent hjerte. Jeg forstår dette som at man kun kan opnå at finde eller skabe de vises sten, hvis man er villig til at overgive sig uforbeholdent til processen, og glemme sig selv og sit ego.  Det er den renhed jeg søger. Ikke en vanartet dydighed.

Jeg illustrerer dette indlæg med 3 Sværd fra Place’s Alchemical Tarot. Det handler om at anvende erfaringen og de stik og stød og livet giver på en konstruktiv måde. Ja det er skidesvært, ja det er uretfærdigt og hårdt – livet altså. Og vi møder både glæder og sorger. Men sorgen lutrer os, gør os vise, og den visdom får så rosen til at gro. Bemærk at rosen gror på en stenet grund. Rosen som er kærlighedens og passionens symbol. Og symbolet  den Røde Sten. De Vises Sten.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

6 of Vessels the Alchemical Tarot

Vær venlig. Ikke mindst imod dig selv. Er du det?

Jeg har en tendens til at være temmelig hård ved mig selv. Eller rettere min kritiker hvisker mig ting i øret, der får mig til at tvivle på mig selv. Ikke blot i relation til skriveprocessen, men også i relation til andre ting.

For eksempel:  I denne uge holdt jeg to oplæg der fik mig ud af min “comfort zone” – og ikke nok med at det var ubehageligt i sig selv – den indre kritiker skulle også lige prikke til det faktum, at jeg i det hele taget var nervøs.

Det er faktisk et tredelt ubehag:

1. Jeg bringes ud af min comfort zone, jeg bliver nervøs.

2. Min kritiker skælder mig ud.

3. Jeg bliver vred over at min indre selvkritik.

Jeg banker så at sige mig selv to gange. De to sidste led i processen betyder at jeg ikke har overskud til at forholde mig til og bearbejde selve nervøsiteten. Min indre kritiker og min indre vrede fungerer som støj, og betyder dermed et yderligere energitab.

Det er væsentligt  at blive i nervøsiteten istedet for at undertrykke den eller i stedet for at skælde mig selv ud for at være nervøs.

Nervøsiteten er naturligvis utrolig ubehagelig, men den er positiv på én måde; den fortæller mig at det jeg gør er vigtigt for mig. Den repræsenterer således den energi og betydning jeg tillægger det jeg gør, men den skal udtrykkes på en anden måde, og det er det jeg skal lære. Jeg skal lære at forholde mig til min nervøsitet uden at kritikeren blander sig.

Det er også væsentligt ikke at identificere mig med det som den indre kritiker fortæller mig. Det er ikke mig, men del af mig, der er perfektionistisk og ambitiøs og bange for at tabe ansigt. Kun ved ikke at identificere sig med den lille – eller store kritiske røst – kan jeg høre, hvad den siger og forholde mig til det den fortæller mig.

Som et forhold, der forholder sig til sig selv. Det er vigtigt med denne distance for at blive bevidst om hvad der egentlig sker: Hvad er det min indre kritiker fortæller mig? Og hvad er modsvaret? Hvis jeg lader den lille kritiske røst tale, uden at tage mig af hvad den siger, stilner den af og så kan det være at der kommer et svar, der er mere konstruktivt og givende og venligt.

Det er her det med omsorgen kommer ind. Venligheden i mod mig selv. Hvordan skal jeg være venlig mod mig selv og fortælle mig selv noget konstruktivt? Hvordan skal jeg fx forholde mig på en konstruktiv måde til min nervøsitet for at holde oplæg, således at jeg ikke afskærer mig selv fra muligheden, men istedet for udvikler mig på dette område? Hvordan skal undlade at slå mig selv oven i hovedet med kritik, men istedet for se på muligheder og udvikling og potentialer?

Jeg har skrevet dette ud fra mig selv, men det er spørgsmål, som kommer os alle ved. Desværre er der mange mennesker, der er alt for hårde ved sig selv. Jeg har valgt at illustrere dette indlæg med 6 of Vessels, der handler om netop omsorg.

Om omsorgsfuldt og roligt at tage sig af sine indre spirer, at vande dem, med hverken for lidt eller for mget, at passe dem, at nurse dem, at være god mod dem for at få dem til at gro. At give sig selv kærlighed.

Når man er venlig mod sig selv, er det også nemmere at være venlig, kærlig og omsorgsfuld over for andre. Men det starter i ens egen have.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Dette citat handler om at være fokuseret.

Det er Lady Macbeth der taler til sin mand for at overbevide ham om at være fokuseret på den foreliggende opgave, at slå kongen ihjel.

The sticking place henviser konkret til det sted, hvor kongen skal stikkes, men på et overordnet niveau handler det om at være fokuseret på målet. “Screw your courage” handler om at at fastholde sit mod.

Måske netop fordi intentionen er ond, går det galt for de to. Men hvis vi trækker citatet ud af dets kontekst, handler det om at være fokuseret på noget og holdet sig fast på det fokus – med mod.

Hvad er mod? Det er ikke at gøre noget farligt for at gøre noget farligt.

Det er at gøre noget selv om det byder en imod. At fastholde sine hensigter, selv om det er svært og angstprovokerende.

Mod ikke handler om ikke at være bange, men at gøre det man har sat sig fast på, selv om man er bange – på trods af sin frygt og sin angst.

Jeg ikke begejstret for begrebet arvesynd.

Jeg synes det fratager mennesket en eksistentiel mulighed  for at kunne vælge og tage ansvar for hvad det gør af godt og ondt.

Når man per definition qua sine menneskelighed er en synder, er det svært at være andet – uden at være afhængig af Guds nåde eller frelse. Men pointen med arvesynden er vel netop at mennesket er afhængig af Guds nåde eller frelse.

Og det forklarer jo stadig ikke de onde ting der sker, verdens tilfældige ondskab – og dog – naturkatastrofer sker som straf for menneskets synd. Sådan kan det ihvertfald udlægges. Men det er en absurditet – efter mine begreber.

Vi spørger, hvorfor det onde kan finde sted – ja hvorfor det onde eksisterer i verden – når Gud er god, altvidende og almægtig?
Dette er et ældgammelt spørgsmål. Men det gør det ikke mindre aktuelt. Det kaldes Theodicé-problemet og dilemmaet går kort sagt ud på netop det;  Hvordan kan det onde eksistere, når Gud er god, altvidende og almægtig?

Den lærde Aksel Haaning behandler problemet i sin bog Antikrist, og ridser kort sagt problemet op således (han citerer Svendsen: Ondskabens filosofi, 2002) :

1) Gud vil overvinde det onde men kan ikke. 2) Gud kan overvinde det onde men vil ikke. 3) Gud hverken kan eller vil overvinde det onde. 4) Gud kan og vil overvinde det onde … Disse fire alternativer udlægges således at Gud enten er ond eller magtesløs (eventuelt ond og magtesløs) eller det onde findes ikke.

Som jeg forstår det, betyder det, at eksistensen af det onde benægtes, fordi Gud ikke kan være ond. Eller også fornægtes Gud fordi det onde ikke kan benægtes. I den kristne teologi er det onde iflg Haaning blevet forklaret som fraværet af det gode, privatio boni.

Kort sagt (se Haaning for mellemregningerne): Det onde benægtes en selvstændig eksistens, Gud holdes fri fra kendskab eller vilje til det onde – eller hvis det eksisterer er det for det gode, altså i en højere sags tjeneste, som vi ikke kan forstå – og mennesket alene har ansvaret for det onde – eller skylden i form af arvesynden.

Det er ikke en løsning jeg – som menneske – bryder mig specielt meget om. Det kan du læse mere om i en senere post i denne serie om ondskab, nemlig om arvesynden.

Der er andre muligheder (og dette står for min egen ulærde regning):

Gud er ikke god, alvidende og almægtig. Gud er ligeglad. Såvel gode som onde ting sker, men det har intet med Gud at gøre. Eller Gud hæver sig over alle de dualistiske modsætninger, som vi stiller op. Eller Gud er en helhed af disse modsætninger. Det vil sige Gud er både god og ond.

I virkeligheden er problemet måske overhovedet at ville tillægge Gud nogen som helst egenskaber. Menneskets siges at være skabt i Guds skikkelse, men måske er Gud i virkeligheden skabt i menneskets billede? Og mennesket tillægger Gud dets egne egenskaber, såvel det gode, som det onde.

Men måske er det heller ikke så enkelt endda. End blot at konkludere at Gud er skabt i menneskets billede og ikke omvendt.

I den udstrækning, der findes en kraft større end mennesket – og det tror jeg der gør -  er det måske slet ikke muligt er erkende denne kraft, ihvertfald ikke ad vore sædvanlige rationelle “kanaler”, langt mindre at ville definere den. Måske er det slet ikke muligt at sige noget om den kraft vi kalder Gud?

(En lille snirkel på dette indlæg er at Eksistens på P1 netop nu (sidst i programmet) handler om dette problem; ovenpå jordskælvskatastrofen i Lissabon i  1755 blev teodicé problemet aktualiseret med så interessante debattører som Leibniz (om gav theodicéproblemet dets navn), Voltaire og Rousseau, fortalt af lektor i idéhistorie Morten Haugaard Jeppesen).

Jeg kom til at tænke på at det er Kyndelmisse i dag i den vestlige kristne tradition, og så kom jeg til at tænke på Blichers digt:

Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.

I år er Kyndelmisse skam overmåde hvas og hård.

I den hedenske tradition falder Imbolc sammen med Kyndelsmissen. Eller mon ikke det er omvendt?
Det er en tid for at tænde lys, for de første tegn på forår (eller måske mere for håbet om, at vinterens dage snart er talte) og for vejrvarsler.
Et gammelt varsel siger faktisk, at hvis det sner Kyndelmissedag kommer våren tidligt, og det kan vi jo så håbe på, som Blicher tilsyneladende gjorde det …

Ondskaben er et problem vi som mennesker ikke kan undgå at tage stilling til.

Såvel det onde i os selv, som det onde i verden. I det små bliver vi  konfronteret med det på en daglig basis, og i det store fortæller verdenshistorien om holocaust, krige, folkedrab og den tilfældige ondskab, der slår ned i form af ulykker og naturkatastrofer.

I den følgende tid vil jeg komme ind på det ondes problem og aktualitet for det moderne menneske. Det onde er ikke blot noget vi kan skyde fra os, og se bort fra. I et eksistentielt og etisk perspektiv er det onde noget vi kontinuerligt må forholde os til. Husk blot Jesus’ ord:

Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?

Problemet med at skyde det onde fra os, som noget os selv fremmed, er at vi tillægger det de andre. Vi smider i jungiansk forstand vores skygge ud på de andre, der så bliver de onde, som jeg også har været inde på i tidligere indlæg. Det gør vi både som individuelle personer, og som nationer eller hele kulturer.

Jeg skriver på en serie af blogindlæg for at belyse problematikken og diskutere det onde. Mit udgangspunkt og min inspirationskilde er Aksel Haanings bog Antikrist, som jeg vil forsøge at forholde mig til – ud fra min position som lægperson og menneske, men også andre kilder vil blive inddraget.

Det første indlæg i serien vil blive publiceret på fredag og handler om teodicé-problematikken.