Hjertets Renhed

I 2010 vil jeg prøve at lægge mindre vægt på, hvad jeg tror andre tænker om mig.

To citater begge fundet på bloggen PluginID giver mening i denne sammenhæng:

“What people say about you is none of your business” (Sean Stephenson)

og

“Be who you are and say what you feel because those who mind don’t matter and those who matter don’t mind” (Dr. Seuss)

Det er alligevel ikke muligt at vide eller kontrollere hvad andre mennesker tænker, og hvis man tillader sig selv at blive intimideret af hvad man tror andre tænker, afskærer man sig fra en masse muligheder for at være, tænke, føle og handle ud fra den man virkelig er.

Så derfor: Spring ud. Vær dig selv.  Kend dig selv. Elsk dig selv. Så er det lettere at elske og kende andre som de er.

Endnu engang: Godt nytår!

Har du – ligesom jeg – problemer med at holde nytårsforsætter?

Mister du orienteringen fordi du fokuserer på målet istedet for selve rejsen derhen?

Hvis du ønsker at skabe ændringer i dit liv, i form af nye permanente vaner i det nye år og fremefter, er den ny blog fra Leo Babauta 6 Changes måske en kilde til inspiration. Leo beskriver den selv således

“It’s the antidote to the failure of New Year’s Resolutions”

Ideen er ikke at skabe for mange ændringer og at fokusere mere på de enkelte trin i processen, istedet for et “quick fix”. At vælge færre ændringer – altså 6 eller derunder - og fokusere på én ad gangen.

Babauta skriver også:

“Forget about the long-term goals. Focus on creating your new habit, right now. You’ll get there eventually, and you’ll love every minute of the ride.”

Læs bloggen og bliv inspireret.

God nytår!

I det antikke Grækenland og Rom stod der såkaldte Herma eller Hermessten ved vejene. De fungerede som pejlemærker og som en form for amuletter, der afværgede ondskab og uheld. De var placeret ved overgange og grænser som beskyttelse for de rejsende.

Hermes er guddom for rejsende, for købmænd og for kommunikation, og i tidligere tider en fallisk guddom for lykke, fertilitet og ja, veje. Han er en tricksterfigur – det var ham som stjal ilden fra guderne for at give den til menneskene. Og han er en såkaldt psykopomp, en guide til Underverdenen. Så det giver virkelig mening at sten som er opkaldt efter ham fungerer som pejlemærker på rejsen, både konkrete rejser og i overført betydning.

Herma af Dionysos

Hvor vil jeg hen med det? Jo, når man begiver sig ud på en rejse og endda har besluttet sig for ikke at have et eller flere bestemte mål på rejsen, så er det godt at have nogle pejlemærker, nogle Herma på rejsen til at beskytte en.

Hvis processen er vigtigere end selve målet, hvordan kan man så vide, om processen forløber godt eller om den er ved at glide af sporet – ?

Måske er det her at værd at tilføje, at det måske ikke gør noget, hvis man ikke ved, hvor man kommer hen. Man kan jo alligevel ikke kontrollere alt. Og måske gør det heller noget hvis man kommer nogle andre steder hen end der, hvor man havde regnet med at komme hen. Men derfor kan man jo godt komme langt ud, hvis man ikke har et pejlemærke eller to (eller flere), at holde sig til.

Det første spørgsmål drejer sig om, i hvilken retning man skal gå. Her kommer begrebet Intention ind i billedet igen. Jeg har før skrevet om min Intention om at stille mig til rådighed for Universet.  Jeg har besluttet mig for at sætte Intention istedet for mål. Intention fortæller noget om den retning, jeg gerne vil gå i, men det fortæller intet om, hvor jeg  kommer hen. Det er jo ret spændende så. Ligesom jeg jo heller ikke ved noget om, hvordan Universet besvarer min intention.

Det næste spørgsmål handler om hvordan rejsen forløber, uanset retningen. Her er Intuition et væsentligt begreb. Hvordan er det, hvordan føles det? Giver det ro, flow, mulighed for fordybelse eller erkendelse. Er rejsen sjov eller spændende, eller føles det bare helt forkert, fordi Burde eller Skulle får sneget sig ind i processen – alligevel?

Inspiration kunne være et tredie pejlemærke. Bliver jeg inspireret undervejs til at gå i nye retninger, tænke nye tanker eller skabe noget nyt?

Lige nu kan jeg ikke komme i tanker om andre pejlemærker eller herma, der kan guide mig på rejsen. Men det er nok fordi jeg kun lige skal til at begynde … Og med Hermes eller Dionysos som guides kan alt jo ske.

Tulipanerne er flade og færdige og det er jeg også. Jeg tror jeg skal faste i dag. Jeg synes, at jeg trænger til at føle sult igen ovenpå julen.
Jeg kan vist godt trænge til en dags afholdenhed fra føde. Jeg var på vægten i dag, og resultatet var ikke så slemt som frygtet, men alligevel  …

 I mellemtiden vil jeg så glæde mig over at mine hyacinter så småt er ved at springe ud.

Jeg har fået god respons på mit indlæg Kend dig selv fra Mark, Det lille spørgsmål og på facebook fra Fruen. Tak for det! I får lige en buket tulipaner for det:

tulipaner

Jeg er rigtig glad for den respons, for det indikerer for mig at jeg er på rette vej. At det jeg skriver giver mening og vinder genklang.  Jeg synes at de her emner er virkelig interessante og vigtige, men jeg er klar over at det enten kan blive for sukkersødt eller for abstrakt.
Min opgave er finde balancen for at denne blog bliver vedkommende og inspirerende, også på et praktisk niveau.

Fruen skriver blandt andet at det med at kende sig selv er gammel visdom, som skal hentes bagerst i sjælen. Og det er rigtigt for vi besidder den jo netop alle sammen allerede.

Det lille spørgsmål skriver at “vi ikke kan undgå udvikling, hvis vi lever i virkeligheden med øjnene åbne og ikke viger udenom smerten”.

Det er her jeg synes begreber som forandring og forvandling giver mening. Hvis vi går ind i selverkendelsesprocessen og tør se smerten og dæmonerne i øjnene er det som at se ind i den alkymistiske kolbe eller kar, hvor der er nogle processer i gang. Det kan godt være at processen startes af noget udefrakommende. Det kan være et gnist af inspiration eller en indsigt, eller måske – desværre – en traumatisk oplevelse af en eller anden form. Men selve grundmaterialet til forvandlingen er allerede i kolben, i sindet. Vi har allerede det der skal til. Og hvis vi er bevidste om det kan der ske en proces af forvandling eller udvikling.

Egentlig tænker jeg mest på julen som en lysets fest. En lysets fest på det tidspunkt af året, hvor mørket er dybest og mest gennemtrængende. Men hvor cyklus vender og vi går mod lysere og mildere tider, og giver mulighed for spirituel fornyelse.

Vi fejrer tilbagevendingen af lyset, og vi gør det ved at tænde lys i mørket. Både i form af stearinlys, der brænder i vintermørket og bringer varme, og i form af det lys, vi tænder i hjertet og sindet, mens vi tålmodigt venter på at lyset – naturens lys – vender tilbage.

Så er det blevet juleaftensdag. Lige nu er her dejligt stille og roligt. Vi skal ikke nå noget, dvs. i år vil jeg altså gerne se Disney Juleshow sammen med Mark og børnene, så derfor er der nogle ting, der skal være i orden til kl. 16.00.

Men før de ting skal gøres i orden, vil jeg tænke over, hvad det er jeg holder af ved Julen.

Jeg holder af julesangene. Både salmerne – især “Silent Night” – og  Croonernes fx “I’m dreaming of a white christmas”.

Jeg holder af det med at give. Ikke blot det med at give i et materialistisk perspektiv, men selve det med at give; omsorg, tid, kærlighed, opmærksomhed. Julen er det tidspunkt på året, hvor der -  måske - i højere grad end ellers er mulighed for at give sig selv tid til at give dette til andre og sig selv.

Jeg holder af julemaden og julelysene og julekuglerne og det andet pynt af glas, som vi pyntede træet med i går aftes.

Jeg holder af selve Julens Ånd, hvad den så end er. (Jeg kunne virkelig godt tænke mig at de sendte Dickens Et juleeventyr (som jeg så som barn, og som var virkelig uhyggelig – de andre versioner jeg har set har været udvandede ved siden af  – men på den anden side har jeg ingen ide om hvilken version det var)).

Men i år er der en ekstra dimension ved julen. Min mor er her ikke mere. Og jeg savner hende virkelig meget.  Det betyder også at jeg har taget nogle ting op til revision. Julen skal være rolig og enkel, uden  stress og forventningshalløj, for det vigtigste er at vi fire får en dejlig jul sammen.

Det vigtigste er  – i Julens Ånd – at finde ind til stilheden indeni.

I år er det første gang, jeg egentlig ikke ønsker mig noget til jul. Altså i form af fysiske ting. Det er gået op for mig at jeg har, hvad jeg har behov for og at at jeg ikke har brug for mere. I virkeligheden har jeg nok snarere brug for mindre. Det er egentligt lidt overraskende, for jeg har altid elsket at både give og få gaver. Og det gør jeg stadig væk. Men i år det bare ikke så vigtigt som det tidligere har været – eller ikke vigtigt på samme måde.

Jeg tror at trenden med minimalisme og less is more er ved at vinde frem stille og roligt. Finanskrisen spiller nok en rolle her. Både direkte økonomisk, men også fordi flere mennesker er begyndt at spørge sig selv om de egentlig har brug for alle de ting, og alt det der kan købes for penge.

Jeg tror der er flere der er begyndt at søge indad efter, hvad de virkelig ønsker sig, og hvad de virkelig vil.

Så hvad ønsker du dig?

Jeg ønsker mig en glædelig og fredelig jul. Og det ønsker jeg også dig.

Det er ikke tilfældigt at der i Apollon templet i Delfi var indhugget “Kend dig selv” (gr. gnothi seauton). Når man skal kommunikere med guddommen (divinere) er det væsentligt at vide hvem man er som udgangspunkt. Ellers lærer man nok noget om sig selv i procesen under alle omstændigheder! Men så kan det godt gøre rigtigt ondt!

Der ligger også en væsentlig etisk fordring i det med at kende og erkende sig selv, som også Jung var inde på. Det er det med at erkende skyggen og andre kræfter i sig selv, så de ikke spiller én et puds i det virkelige liv, så man ikke inflateres eller oversvømmes af dem. 

Men tiltider lærer man først disse kræfter (komplekser) at kende, når de giver sig til kende og løber af med én.  Og nogle gange møder man dem mange gange før man indser, hvad det er, der har ramt én, og der går måske også et stykke tid før man magter at imødegå det og se på det, istedet for blot at blive overmandet. At stoppe op og se på skeletterne i skabet, at trække dem ud og støve dem af, kræver mod, men giver mulighed for større perspektiv, bevidsthed og forøgede handlemuligheder.

Det betyder at man kan vælge at handle anderledes og mere etisk. At man foreksempel indser at det man tillægger en anden i virkeligheden kommer fra ens selv – fra ens ubevidste og hidtil uerkendte Skygge. Eller simpelthen at “det” ikke er de andres skyld altsammen, men ens eget Ansvar. Eksemplerne er mangfoldige.

Det er vigtigt at acceptere at der hele tiden er mulighed – eller risiko om man vil – for at man glider tilbage, at man begår de samme fejl igen. Det er en del af rejsen. Det er vigtigt ikke at dømme sig selv for hårdt, men at acceptere disse tilbagetrin. Det er jo trods alt ikke en konkurrence, men proces.

Når man begynder sin rejse på selverkendelsens vej og har valgt et jungiansk perspektiv (som jeg) kan det være nyttigt at have et kort med vejen. I den forbindelse kan jeg anbefale disse tre bøger:

Stein, Murray: Jung’s map of the soul : an introduction.
Johnson, Robert A. : Owning Your Own Shadow: Understanding the Dark Side of the Psyche.
Johnson, Robert A. : Inner Work: Using Dreams and Active Imagination for Personal Growth.

Men husk: The Map is not the Territory. Det er du derimod selv.

For et stykke tid siden skrev jeg et indlæg om at Vi allerede er oplyste. Og om at det handler mere om at forstå og udvikle sine relationer til andre end at udvikle sig selv.

Selvudvikling er blevet en slags mantra, på linje med Mindfullness og Spiritualitet. Som om de er mål i sig selv. Faktisk bliver der vel set lidt skævt til én hvis man ikke ønsker at udvikle sig selv. Hvis man siger Selvudvikling – nej tak!

Det som jeg har et problem med i forhold til begrebet Selvudvikling er at det må forudsætte at vi ikke er dem vi skal være, at vi på en eller anden måde er uudviklede eller defekte, uperfekte. At vi bør udvikle os for at blive – hvad? Bedre udgaver af os selv? Nogle der opnår det de sætter sig for, perfekte? Eller bedre, mere harmoniske mennesker?

Sofia Manning beskriver det således i sin nye bog Hvad venter du egentlig på?

“Den primære grund til at jeg skriver denne bog, er, at jeg efter at have brugt masser a værdifuld tid, penge og energi på utallige selvudviklingsworkshopper fandt ud af, at alt det, jeg troede, jeg skulle finde udenor mig selv for at opnå det jeg søgte, rent faktisk var inden i mig.”

Jeg kan godt lide tanken om at vi allerede rummer det vi er. At vi er oplyste. Men at det handler om at erkende os selv, selv at tænde lyset, at blive bevidste om dem vi er. For ofte har vi selv lagt en skygge, et klæde, over lampen, og har glemt os selv og dem vi er, det vi rummer af godt og ondt.

At turde se sig selv og sine indre dæmoner i øjnene er svært. Det er en smertefuld proces. Det kræver mod, ærlighed, indsigt og tilgivelse. Måske magter vi ikke at se på os selv og at acceptere os selv som de mennesker vi nu er, ikke kun gode, ikke kun onde. Men bare som mennesker. Måske magter vi ikke at kende os selv og har derfor så travlt med at løbe væk fra os selv, for at “udvikle” os selv.

Selverkendelsen er imidlertid nøglen til skatkammeret, til det helligste. Gnothi Seauton stod der indskrevet ved Apollontemplet i Delphi. For at møde det guddommelige må du kende dig selv.

Også når det gør ondt – også når det at se sig selv i øjnene virkelig smerter. Sagen er at jo mere ondt det gør, jo mere lys tænder du, jo mere bliver du i stand til at se dig selv og det du virkelig rummer af godt og ondt.