Hjertets Renhed

Jeg er begyndt at tro, at vi mennesker ikke er hvad vi selv tror vi er.

Jeg har netop læst Den stille pige færdig.
Den har inspireret mig til at lytte mere. Ikke blot til Bach, men også til andet musik. Og ikke blot til musik, men også til lyde som de nu er. Og ikke blot til lydene, men også til stilheden. Den stilhed som Kasper Krone søger, bag alle lydene.

Og her til aften sad jeg så og lyttede til Coltrane and A love supreme – som jeg ikke har hørt længe. Og så kom jeg til at tænke på at musik – for mig er den ultimative gave. Fordi jeg kun kan modtage den. Jeg er ude af stand til selv at frembringe musik, og jeg er ude af stand til at forholde mig til den eller forstå den på et intellektuelt plan (selvom jeg indirekte gør det nu) for jeg har intet sprog for musik. Jeg kan kun lytte til, taknemmeligt, hvad mennesker som Coltrane eller Mozart eller Bach har frembragt. Jeg kan lytte til deres inspiration. Ydmygt. I begrebets bedste forstand.

Og det er faktisk en enorm lettelse. En form for frirum. Her er der noget – et domæne – som jeg ikke kan gennemtrænge eller gøre noget i. Med ord er det anderledes. Med ord eller litteratur eller begreber ligger der altid en forstyrrende idé om at jeg selv kan eller burde kunne frembringe noget. En forstyrrende ambition. Muligheden er der, og dermed også muligheden for selvovervurdering og skuffelse. Mit ego kommer i vejen for oplevelsen på den mest irriterende vis.

Men med musikken behøver jeg bare at lytte og at være og at modtage.

Tidligere på dagen læste jeg om Jes Bertelsen at en af hans mange inspirationskilder er Bach. Og komponistens fugaer bliver nævnt flere gange i Den stille pige af Høeg. Da jeg lå og nød søndagsstilheden tidligere på dagen, tænkte jeg at det kunne være et tegn om, at jeg måske selv skulle lade mig inspirere af Bach – altså lytte til ham. Det er ikke i sig selv særlig sigende, da Høeg bor på Vækstcenteret og i en eller grad er, må være, inspireret af Bertelsen (og naturligvis også Bach). Så jeg bad om et tredje tegn. Og vupti …

Min datter modtog i går en halskæde – med en lille hvid kat og et rødt hjerte –  af sin kusine i fødselsdagsgave. Den smykkeæske, som den lå i, bærer navnet  – Bach. Det havde jeg slet ikke lagt mærke til. Før nu.

Er det tegn?

Er det synkronicitet?

Jeg købte Den stille pige af Peter Høeg i maj 2006. Det er så tre år siden. Uvist af hvilken grund er jeg først kommet igang med den nu – Dels som en overspringshandling i forhold til Thomas Manns Trolddomsbjerget, som jeg lige skulle tage tilløb til. Igen. Tilløbet blev så Den stille pige. Hvilket ikke er helt retfærdigt, da det er en dejlig roman, som desværre ikke fik så gode anmeldelser, da den udkom. Den handler om at være lydhør, men åbenbart var anmelderne ikke lydhøre overfor dens budskab og spiritualitet.

Den stille pige.

Det er muligvis mistænkeligt at blande skønlitteratur og spiritualitet. Jeg skal ikke kunne sige det, for jeg har ingen intentioner om læse anmeldelserne og kender derfor ikke deres argumenter. Men jeg har intentioner om at læse Den stille pige færdig. Og nyde den. Og vente med spænding på den nye roman, som Høeg vist er igang med.

I lørdags så jeg et program på DR2 om Nazitysklands brug – eller misbrug – af mytologi og religiøse symboler for at skabe en ny religion med det ariske menneskes påståede overlegenhed som omdrejningspunkt. Vi ved alle hvad det førte til …

Men. Jeg var både fascineret af og oprørt over den måde, hvorpå man uden blusel bragte elementer fra alle verdenshjørners religioner og trossystemer i spil. Og hvordan dette mismask udartede til en sygelig, paranoid og giftig cocktail af usofistikeret overtro.  

Nogle af ingredienserne i coctailen var:  Atlantismyten, okkultisme, astrologi, hinduisme, gralsmyten, den nordiske mytologi, runer, soldyrkelse etc. Taget hver for sig finder jeg – som mange andre mennesker – disse fænomener utrolig spændende . Fx er jeg interesseret i det okkulte som en tradition, som løber som en parallel understrøm til kristendommen i de sidste 2000 års vestlige historie. Men der ligger en åbenbar fare, når det hele bliver blandet sammen i en stor pellemelle – og de enkelte elementer forstås helt bogstaveligt  - istedet for på et metaforisk, symbolsk plan – som fx gralsmyten.  Man kan blive forblændet og forhekset og besat af dem – som fx af jagten på den hellige gral. Gralen findes i vores eget indre …

Men den mest graverende måde noget symbol nogensinde er blevet misbrugt på er svastika, som “has been around for 5,000 years as a symbol of peace”, ifølge Wikipedia, hvorfra jeg har lånt billedet af det hiduistiske svastika, som i det 20. århundrende blev foreslået som det indiske Røde Kors, men afvist ifølge dansk Wikipedia.

Det bedes bemærket at det har været brugt i stort set alle kulturer siden den neolitiske periode, og betyder sådan noget som lykke, harmoni og velvære. I den vestlige verden er det forståeligt nok blevet stigmatiseret siden nazisternes misbrug af symbolet. Men det er tankevækkende at 25 års (1920-1945) misbrug af et globalt anvendt symbol kan have så dyb og vidtrækkende en betydning for vores forståelse af det, når man netop ser det på baggrund af 5000+ års historie. Men det kan det, når man ser på de uhyrlige handlinger der blev begået i den periode og som det derved også kommer til at symbolisere.  

Det er skræmmende - og det er derfor vi skal passe på vores symboler – og ikke lade Selvinflaterede demagoger tage dem i deres magt.