Hjertets Renhed

Så på denne søndag i marts fik Elisabeth, Tristan og jeg besøgt biblioteket,  Vesterbro Bibliotek, vel at mærke.

Jeg har ellers altid brugt Frederiksberg Bibliotek - som den snob, jeg er – og det har været dejligt og nemt uden børn – men nu, nej.

Og da Elisabeth med glædesstrålende øjne begyndt at fortælle om at hun havde været med børnehaven på biblioteket og da vi så ovenikøbet læste en bog om Lotte, der med sin børnehave kommer på biblioteket, og Elisabeth igen udviste genkendelsens glæde ved tanken om at gå på biblioteket, så kan man som bibliotekarmor jo ikke gøre andet end at glæde sig over sit barns glæde og interesse for biblioteket og bøgernes verden.  

Så derfor var vi på biblioteket, og Elisabeth blev oprettet som låner og fik sit eget eget smarte lånerkort, og jeg blev nyoprettet som låner, og Elisabeth hyggede sig med at lege (bøgerne var hun ikke så interesseret i, da det kom til stykket, men jeg lånte da seks bøger til hende) og lave “mad” til sin lillebror, og jeg kunne ovenikøbet lade hende være alene på børnebiblioteket i ti minutter, mens jeg gik ind i voksenafdelingen sammen med Tristan og bestilte nogle Murakami romaner.

Det er skønt at mit barn eksplicit udtrykker det ønske om at komme på biblioteket og det er noget vi må styrke og støtte, så hun bliver ved med at have har den interesse. Selv har jeg altid elsket biblioteker, først Hillerød Bibliotek, senere Frederiksberg og nu vil jeg så glæde mig over hvor tæt på vores lille bibliotek er, og hvor stor en samling det giver adgang til – jeg bemærkede at der var mange lækre engelsksprogede bøger også.

Tristan og jeg er gået på afvænning – ammeafvænning.

Vi er inde i en ond cirkel: Han er syg og jeg har været hjemme med ham i nogle dage i sidste uge, derfor har han fået mere modermælk end vanligt, og derfor spiser han meget mindre almindeligt mad end vanligt, og derfor er han mere sulten. Derudover er vi begyndt at arbejde på at få ham til at sove klokken syv om aftenen. Hvilket kører betydeligt bedre for Mark end for mig, der åbenbart mere ligner et mejeri end end autoritetsfigur – i hans øjne.

Og det er iøvrigt svært at få ham til at sove, når han dybest set er sulten. Men fordi han er syg , spiser han mest havregrød/-gryn. Når han ikke lige kan få mor. Ergo består hans kost nu af modermælk og havregryn – ikke af kød, grønt og kartofler. Ond cirkel.

Derfor bliver han nødt til at blive afvænnet fra det modermælk. Han er ikke helt parat til det – pykologisk set – men fysisk set, jo. Han bider mig iøvrigt også og niver og så videre. Så jeg er parat. Det hænger mig langt ud af halsen.

Så fra i dag er det en stille neddroslen. Og fra søndag den 22. marts er det totalt slut. Ammestop.

Så lige nu bliver jeg jagtet af en vred baby.

Den sidste uge har været i minus. Fuldstændigt minus.
På grund af manglende søvn.

Jeg håber virkelig at vi nu har fået vendt Tristans døgnrytme og er ved at lære ham at det er os der bestemmer, hvornår han skal sove.

Når man mangler søvn fremstår virkeligheden anderledes, surrealistisk.
Jeg kan godt forstå at det at nægte folk søvn kan bruges som torturmiddel. Og så meget desto mere tage afstand fra det. At sove – og drømme – er en så væsentlig del af det at være menneske. Så når vi ikke får lov til at sove, tages menneskeligheden fra os, muligheden for at være et helt, afgrænset  menneske,  sit jeg , sit Selv.

Kroppen helbreder sig selv, og sindet helbreder sig selv i søvnen.

Uden sammenligning i øvrigt, er det for mit eget vedkommende også dybt frustrerende ikke at kunne huske mine drømme – nu hvor nogle af os fra den gamle drømmegruppe er ved at samles igen.

Men det meste af sidste uge var uden søvn – eller ihvertfald ikke ret meget søvn – og det er først nu vi så småt begynder at komme efter det. Jeg er stadigvæk træt.