Det er blevet efterår med regn og rusk. Jeg synes der er noget magisk ved efteråret. Dette mørke, der siger sig ind over os, ind i os. Behovet for lys og varme. Og litteratur.
Jeg ser et program med Jonathan Safran Foer og Bibliopaten om Ordet og bomben - er det muligt for litteraturens fortællinger at hamle op med den frygt som terroren skaber?
Jeg kommer til at tænke på min dagbog, der starter d. 11. september 2001 med angrebet på World Trade Center. Det er naturligvis ikke tilfældigt. Min dagbog skulle til at begynde – den første side var tom, og så startede jeg den dag med spørgsmålet om, Hvilken betydning det ville få, dette ufattelige angreb. Vi er stadig igang med at finde ud af hvilken betydning det har fået. Men måske er det vigtigste spørgsmål hvilken betydning vi gav det og forsat giver det?
Programmet kommer heldigvis ikke med nogle nemme svar. Det er heller ikke nogle nemme spørgsmål som stilles. Men jeg sidder tilbage med nogle sprækker af forundring og tanker, der skal tænkes om forholdet mellem fiktion og virkelighed, og hvad der har mest magt; frygt eller fortællinger? Og hvilken betydning litteraturen har i vores verden i dag?
Min lille datter Elisabeth, der blev født tre et halvt år senere, fandt en dag min dagbog, slog op på første side og ja, som du kan se tegnede hun lidt uskyldigt på siden. Det er ikke fordi det gør mig noget. Dagbogen fortæller om mine tanker den dag. Og den fortæller om alle de andre dage, der fulgte … Det betyder bare at livet går videre og nogle børn heldigvis stadig er for uskyldige til at forstå den slags ting.
Det er hovedpersonen i Safran Foers vidunderlige roman Ekstremt højt & utroligt tæt på egentlig også – desværre er han nødt til at forholde sig til det. Både gennem det han ved og det han ikke ved, som Safran Foer siger i interviewet. Fordi Oskar, som den niårige dreng hedder, mister sin fader i angrebet. Jeg kan kun anbefale denne bog. Den er virkelig magisk. Og sørgelig og meget smuk.
