Hjertets Renhed

Fornylig skrev jeg her på bloggen en liste over skønlitterære værker, jeg vil læse før jeg dør. Iblandt dem var Buddenbrooks af Thomas Mann. Den læste jeg så for et par uger siden.

Jeg kan godt lide Manns ironiske, distancerede stil.

Virkningen er, at man ser de skildrede personer på afstand, i et større perspektiv, nærmest voyeuristisk, og får anskueliggjort deres skæbner, mere end man virkelig kommer ind under huden på dem. Man opnår ikke en fuldstændig identifikation eller medleven med dem, men ser dem udefra og kan derfra drage sine konklusioner. Men det er væsentligt at understrege, at skildringen i sig selv ikke er kynisk, omend den beskriver den kynisme, som hovedpersonerne ligger under for. En kynisme, der er pænt pakket ind i borgerlighed, fromhed, dyd og pligtfølelse.

Det kyniske er, at det som disse personers liv handler om, og som udelukkende giver deres liv mening er famillieforetagendet. Firmaet, æren – og i sidste instans – dalerkurant – pengene. Det handler om at familieforetagendet for enhver pris skal overleve, og det måles i penge og penge er målet. Midlet er at give afkald – på kærlighed, lykke, selvbestemmelse, frihed og for Hanno Buddenbrooks vedkommende – ånd og kunst og kreativitet.

Det er interessant, at åndelighed, kunst, musik og kreativitet i den merkantile optik anses for at være værdiløst.

Loyaliteten forkrøbler på forskellige måder hovedpersonernes liv – især Tony og Thomas Buddenbrooks. Men også illoyaliteten, at forsøge at undslippe via forskellige strategier – som fx Christian; udrejse, dovenskab, druk, hypokondri, teatret og et upassende ægteskab – har konsekvenser.

Bogen udkom i 1901 og Mann giver os en tankevækkende analyse og skildring af den begyndende moderne kapitalisme – eller en ældre, ærværdig, ædel, næsten “royal” købmandskapitalisme, der ikke kan følge med de nye tider. Men uanset hvilken kapitalisme – så handler det stadig om hvad mennesker gør for eller giver afkald på for pengenes skyld – og hvad de så står tilbage med, når det viser sig, at alt går i opløsning og penge ikke har nogen værdi …

Tankevækkende.

Elisabeth er rigtig glad for at lægge puslespil, og hun er også rigtig god til det. Hun er god til at se på brikkerne hvor de skal være og meget hurtig. Vi havde en dejlig eftermiddag, hvor vi spiste boller og lagde de nyeste dyrepuslespil. De er allerede begyndt at kede hende. Hun har snart brug for flere brikker at rykke rundt med, så at sige.

Her er nogle af de nyeste ...

Hun syntes dog, at der mangler en kanin … Derfor skal jeg nu ud og lede efter en kanin på 100 brikker.

For fremtiden vil jeg skrive – på engelsk – om min store interesse tarot på min nye tarotblog Kristine Gazel Tarot Web.

Kategorien Tarot er nu slettet og specifikke tags er fjernet, men de enkelte indlæg er gemt i kategorien Kristines weblog med det generelle tag Tarot.

Jeg har netop været på Aeclectic og diskuteret tarot. Og der var nogle ting, der faldt på plads. Jeg fik inspiration og indsigt. Men det var også som om jeg blev lidt svimmel. Og så kom jeg til at tænke på dette citat af U2:

I feel like I’m falling
Like I’m spinning on a wheel
It always stops beside of me
With a presence I can feel
I…I believe in love

I går aftes så jeg et indslag på TV2 Nyhederne om, at man nu som følge af klimaændringerne og for første gang i 125.000 år (dvs. nogensinde i menneskehedens historie!) kan sejle gennem hhv. Nordvest- og Nordøstpassagen. Dvs. rundt om Nordpolen, fordi isen nu er smeltet og der er åbent hav. Det giver naturligvis nogle muligheder af bl.a. kommerciel art. Det blev præsenteret som noget fascinerende, ja, ligefrem noget godt, mens jeg synes det er meget skræmmende. I forbifarten blev det dog også nævnt, at det ikke er så godt for isbjørnene, der helst jager på isen …?

Hvad kan jeg gøre ved det?

Faktisk ingenting. Jeg kan overveje, hvordan jeg anvender energi her på kloden. Huske at slukke lyset, etc. Men det er blot en dråbe i havet. Det jeg vil gøre – for alligevel ikke at føle den totale afmagt – er at tilmelde mig et af Verdensnaturfondens støtteprogrammer.

Det er muligt at det bare er en form for afmagtsaflad – men det er da noget – i forhold til ikke at gøre eller tænke noget.