Hjertets Renhed

Jeg har kigget lidt rundt på andre blogs nu.

Igen må jeg erkende, at jeg må selektere. Der findes ekstremt mange blogs, derude i blogosfæren, og jeg kan kun nå at læse en brøkdel af dem. En del handler om boller, børn, barsel – og strikketøjet. Og ser man bort fra strikketøjet, står jeg selv i den situation. Og alligevel – måske netop derfor – er der ikke noget der appellerer særligt meget til mig.

Jeg fandt nogle stykker, som jeg gerne vil besøge igen:

Mashed Potatoes, Fruens sider, Emmes weblog

Vi starter i det små med tre – der er trilliarder derude.

Jeg er nu kommet til et punkt i mit bloglife hvor jeg enten må dø eller forsøge at komme ud i blogosfæren.

Jeg har derfor tilmeldt mig og min blog til Blogbot, der åbenbart er stedet hvor danske bloggere mødes. Dels for at gøre min egen blog mere synlig, dels for at se, hvad der skrives om.

Er der andre, der skriver om de samme emner som interesserer mig (Litteratur, Tarot, Spiritualitet, Filosofi)? Er der nogen der skriver om noget, som jeg endnu ikke vidste var interessant? Er der med andre ord, nogle blogs som jeg kan læse, og som kan berige og inspirere mig?

Tiden er knap. Pludselig er livet forbi, og vi kan ikke nå det hele. Det er en eksistentiel omstændighed, der med stadig større styrke har presset sig på i min bevidsthed i løbet af de seneste par år – ja faktisk efter at jeg fyldte 30.

Jeg læser mindre og mindre skønlitteratur, men fornylig da jeg læste Bibliopatens blog om Buddenbrooks kom jeg til at tænke på at jeg bør læse nogle skønlitterære værker og at det med henvisning til ovenstående handler om at vælge disse med omhu. Listen omfatter disse 7 skønlitterære forfattere/værker:

• Mann: Buddenbrooks, Trolddomsbjerget, Dr. Faustus
• Melville: Moby Dick
• Conrad: Mørkets hjerte
• Tolstoj: Krig og Fred
• Shakespeare (her afventer jeg Niels Brunses oversættelse)
• Blixen: 7 fantastiske fortællinger og Vintereventyr
• Dostojevski: Genlæsning af Bdr. Karamazov, Idioten og Forbrydelse og Straf

Naturligvis kan man argumentere for at der burde have stået nogle flere eller nogle andre navne og titler på denne liste. Men hvis jeg skulle vælge måtte det blive disse 7. Jeg har med vilje ikke valgt nogle af dem jeg i forvejen ville læse eller har læst; Kundera, Borges eller Auster – men nogle jeg ikke har læst, og måske heller ikke umiddelbart ville læse, hvis ikke jeg aktivt sætter mig for at gøre det.

Til min, måske imaginære, læser: Hvad vil du læse før du dør?

For nylig tilmeldte jeg mig som bekendt Facebook. For at blive medlem af P1 Fanklub tilmeldte jeg mig netværket Denmark, og gav dermed en masse personer adgang til min profil og dermed oplysninger, som jeg ellers havde sat til at kun mine Facebook-venner skulle se.

Her til morgen fik jeg to nye venneanmodninger. Den ene fra en pige i USA som jeg deler interesser med idet vi er tilmeldt mange af de samme grupper (det er nr. 2 pige fra USA der har bedt om venskab med den begrundelse).

Den anden fra en person, som jeg ikke har fælles venner med og som jeg umiddelbart ikke har et interessesammenfald med, men som jeg tror spottede mig via Denmark-netværket. Da jeg spurgte ham, hvorfor han netop ville være ven med mig, skrev han tilbage”Fordi du ser flink ud” -? (Det synes jeg nu ikke). Til det svarede jeg “Det er ikke nok”, og afviste hans venneanmodning.

Det havde jeg det lidt underligt med. På den anden side har jeg det også underligt med at være venner med nogen – bare for at være flink. Jeg tror man kan opdele mine venner i følgende kategorier:

1. Folk jeg i forvejen er venner med eller kender i forvejen
2. Kolleger og familie – en underkategori af ovennævnte
3. Venners venner – også en underkategori af 1. kategori
4. Interessefæller – fundet via Facebook

Angående sidste kategori må et klart kriterium være at der rent faktisk er tale om et interessefællesskab – og ikke en relation, jeg indgår bare fordi jeg ser flink ud – eller for at være det.

Men hvorfor skal man være karrig med at indgå Facebook-venskaber med alle og enhver?

Ifølge artiklen The Facebook Commandments er der tre grunde; Privatlivets fred (har man virkelig lyst til at dele billeder etc. med folk man dårligt kender?), Information Overload og endelig:

“In theory, a huge number of friends means you’re really, really popular. In reality, the omnidirectionally friendly typically strike us as untrustworthy and maybe even a little lame”.

Så selvom jeg har tilmeldt mig gruppen “Unconditional Love” er min kærlighed ikke helt så betingelsesløs når det gælder Facebook … Derfor er mine indstillinger i privatlivskonti nu tilbage til kun at angå Venner.

Bjerge

Vi har netop været en lille tur nord for Polarcirklen.

Det interessante ved det sted vi var, halvanden times kørsel vest for Tromsø i det nordlige Norge, var dels luften; sprød og kølig, bjergene og at det ikke blev mørkt om natten.

Ja, og så skønheden naturligvis.

Så nu er jeg bukket under for Facebook-feberen.

Det er jo lidt af en tidsluger. Men jeg har fundet en del af mine gamle netvenner, fra dengang jeg huserede på usenet, samt et par fætre, jeg ellers ikke normalt ser så meget til – så det er jo dejligt.

Med tid til det, det har jeg ikke, da jeg skal til at pakke til vores tur til Norge. Lige nu lider jeg både under rejsefeber og facebook-feber.

Jeg har netop læst to meget tankevækkende bøger, der begge to handler om menneskelig ondskab.

Det var Birkedal : en torturbøddel og hans kvinder af Peter Øvig Knudsen og Kong Leopolds arv af Adam Hochschild.

Sidstnævnte handler om “Om den belgiske Kong Leopold II’s (1835-1909) rædselsregime i hans “personlige” koloni, Fristaten Congo i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet”.

Den første er “Beretningen om den højestplacerede dansker i Gestapo under besættelsen, Ib Birkedal Hansen (1909-1950), herunder om forholdet mellem Birkedal og hans kvinder, psykiateren Max Schmidts rolle og om de dramatiske begivenheder, der førte til at den frygtede stikkerchef og torturbøddel blev henrettet i 1950 som den sidste efter retsopgøret.”*

Begge bøger er velskrevne og gode eksempler på dokumentation, der er mindst lige så spændende at læse som en hvilken som helst roman. Forskellen er blot at de bygger på virkeligheden.

At de rædsler og den menneskelige nedværdigelse, at de handlinger, der bunder i sadisme, forråelse, ondskab og grådighed der beskrives rent faktisk har fundet sted. Virkeligheden overgår så langt fantasien. Det ligger udenfor ens fattevne, og bøgerne giver egentlig ikke nogle svar af filosofisk eller psykologisk art på, hvorfor det er sådan. Fakta og dokumentation fremlægges og så må man som læser drage sine egne slutninger, og selv forsøge at fatte og forholde sig til det.

Hvorfor? Hvorfor kan det finde sted og hvorfor gør folk sådanne ting mod andre? Hvilke mekanismer træder i kraft?? Kan vi alle gøre noget lignende?

Ja. Det tror jeg faktisk. Jeg tror at det er et spørgsmål om valg. At vælge at se eller at vælge at åbne øjnene, når man står i en given situation. Og egentlig er det overflødig at skrive “menneskelig ondskab” for ingen andre væsener har den moralske mulighed at vælge mellem godt og ondt.

Men meget forenklet at sige at det drejer sig om vælge, at foretage et moralsk valg, betyder ikke at selve valget i den givne situation er nemt. For hvis det var nemt at handle godt, ville der jo ikke være nogle tilfælde af menneskelig ondskab. Måske er det endda nemmere at handle ondt end at handle godt?

*Jeg har citeret resumerne efter bibliotek.dk beskrivelser

Her et et indlæg jeg har skrevet til et blogindlæg i Zeitgeist om hvorvidt nettet skaber nye læsevaner og om det gør os dumme at google:

Som bibliotekar interesserer jeg mig for (information) literacy, og derudover er jeg naturligvis også forbruger af de nye medier.
Jeg er enig med andre, der har kommenteret dit indlæg, at det må være et både-og.
Personligt har jeg formået at holde fast i min “gamle” måde at læse på når det gælder bøger og artikler, men når det gælder nettet griber jeg mig selv i at springe over dele af afsnit og hurtigt klikke videre. På nettet er jeg simpelthen mindre tålmodig.
Jeg tror at nettet skaber nye måder at læse og (for)bruge information på. Det skaber nye vaner, der er tilpasset nye medier, mens de “gamle” medier kræver disciplin i forhold til at holde fast i koncentration og fokus.