Morgenmad
40 gr. müsli el. havregryn m. skummetmælk og 1 tsk rørsukker
Formiddag
1 stk. frugt
1 gulerod
Frokost
2 skiver brød med ost, æg, kød- eller fiskepålæg
100 gr. grønt
Eftermiddag
1 stk. frugt
1 gulerod
Aftensmad
200 gr. grønt
100 gr. kød
100 gr. kartofler, ris, brød eller pasta (pasta dog kun 2 gange ugentligt)
max 1 spiseskefuld sauce
Aften
2 stk knækbrød med mager ost og syltetøj
Vand, kaffe, danskvand ad libitum
… på grund af spam og hacking af vores sider. Derfor har Mark og vores ven John skiftet udbyder og alt muligt.
Det er blevet efterår med regn og rusk. Jeg synes der er noget magisk ved efteråret. Dette mørke, der siger sig ind over os, ind i os. Behovet for lys og varme. Og litteratur.
Jeg ser et program med Jonathan Safran Foer og Bibliopaten om Ordet og bomben - er det muligt for litteraturens fortællinger at hamle op med den frygt som terroren skaber?
Jeg kommer til at tænke på min dagbog, der starter d. 11. september 2001 med angrebet på World Trade Center. Det er naturligvis ikke tilfældigt. Min dagbog skulle til at begynde – den første side var tom, og så startede jeg den dag med spørgsmålet om, Hvilken betydning det ville få, dette ufattelige angreb. Vi er stadig igang med at finde ud af hvilken betydning det har fået. Men måske er det vigtigste spørgsmål hvilken betydning vi gav det og forsat giver det?
Programmet kommer heldigvis ikke med nogle nemme svar. Det er heller ikke nogle nemme spørgsmål som stilles. Men jeg sidder tilbage med nogle sprækker af forundring og tanker, der skal tænkes om forholdet mellem fiktion og virkelighed, og hvad der har mest magt; frygt eller fortællinger? Og hvilken betydning litteraturen har i vores verden i dag?
Min lille datter Elisabeth, der blev født tre et halvt år senere, fandt en dag min dagbog, slog op på første side og ja, som du kan se tegnede hun lidt uskyldigt på siden. Det er ikke fordi det gør mig noget. Dagbogen fortæller om mine tanker den dag. Og den fortæller om alle de andre dage, der fulgte … Det betyder bare at livet går videre og nogle børn heldigvis stadig er for uskyldige til at forstå den slags ting.
Det er hovedpersonen i Safran Foers vidunderlige roman Ekstremt højt & utroligt tæt på egentlig også – desværre er han nødt til at forholde sig til det. Både gennem det han ved og det han ikke ved, som Safran Foer siger i interviewet. Fordi Oskar, som den niårige dreng hedder, mister sin fader i angrebet. Jeg kan kun anbefale denne bog. Den er virkelig magisk. Og sørgelig og meget smuk.
Det er rart at kunne finde inspiration hos andre læsere. Og når man nu har brug for at kunnne selektere er det dejligt, at andre blogger om de bøger de læser.
Jeg har nævnt Nilles litteratur. Derudover faldt jeg over Bibliomani og Bogblogger. Og så er der jo også Litteratursidens blog.
Selv blev jeg på Bibliomani inspireret til at Murakami og Ulveskindet af Ekman. Hmm skal have lavet en liste over nyere litteratur jeg skal have læst …
På et tidspunkt i mit liv gik det op for mig, at jeg ikke kunne læse ALLE bøger i verden. Det lyder sikkert frygtelig naivt – og det forekommer mig også at være naivt nu – men der var engang, jeg bildte mig ind, at jeg kunne være en polyhistor eller en polymath, som vist er det rigtige ord.
Senere måtte jeg resignere. Det blev derfor min mission i livet – qua mit valg af uddannelse og nu gennem mit arbejde – ikke at læse bøger, men at klassificere og katalogisere dem, og at forholde mig til viden og information på et metaplan.
Jeg kom til at tænke på det i dag, da jeg på vej til Hillerød i toget forsøgte at læse Politiken. Jeg fandt ud af, hvorfor vi ikke holder avis længere: På trods af alle gode intentioner har jeg hverken tid til eller overskud til at forholde mig til den mængde af information der står i en ganske almindelig weekendudgave af Politiken.
Jeg kom til at tænke på den mængde af information vi mennesker i det såkaldte informationssamfund skal forholde os til hver dag, det udbud af bøger, opinioner, hjemmesider og ja … filer – som vi hver dag præsenteres for og som vi må vælge eller fravælge. Igen er begrebet selektion aktuelt for mig.
Jeg bliver træt bare ved tanken. Jeg, der uddannet til at organisere og strukturere information, jeg der blogger og deltager aktivt i web 2.0. Jeg der er veluddannet, velbegavet og information literate.
Hvad med alle de andre mennesker, der ikke er så heldige?
I denne weekend er der ovenikøbet Bogforum – og en trilliard mennesker strømmer ind i et alt for lille Forum for at se på bøger og høre – forhåbentligt – begavede mennesker tale om dem. Men som jeg også læste mig til i Politiken – en mening jeg kun kan være enig i – vil et menneske, der ønsker at tale på et mere dybsindigt plan om bøger, nok fravælge Bogforum (eller noget i den retning – se jeg kan ikke engang huske den lillebitte bid information, jeg rent faktisk kunne forholde mig til). Jeg har for længe siden fravalgt Bogforum. Ikke fordi jeg ønsker at tale dybsindigt om bøger, men fordi jeg ønsker at læse dem – dem, jeg kan nå at læse inden jeg dør. Jeg synes Bogforum er en markedsplads – en slags bøgernes Vanity Fair. Og ja, sådan er det. Og ja – jeg ved at sådan er vilkårene – jeg frekventerer bare nogle andre markedspladser.
Jeg kan lide tanken om at kunne vælge, at leve i en tid, hvor al denne information er tilstede – ja – også for det hellige demokratis skyld. Men jeg finder det også helt utroligt overvældende – og jeg forstår godt at nogle mennekser ikke engang orker at selektere, men melder sig helt ud, eller kun forholder sig overfladisk eller lader sig nøje med alt det information trash, der florerer på nettet.
So what to do?
På det personlige plan vil jeg blive ved med at selektere den information, jeg ønsker at forholde mig til, og på det faglige plan vil jeg tage min mission her i livet alvorligt. Som bibliotekar er det min velsignede og forbandede pligt at være godt til at katalogisere og klassificere information – for at give brugerne det bedst mulige grundlag at vælge og fravælge på.
Gyldendals store danske encyklopædi bliver nu en gratis online ressource på linie med Wikipedia. Det kommer til at hedde Den Store Danske.
Det er dejligt at man har taget denne beslutning om at gøre viden tilgængelig for alle, og så endda gøre det muligt for brugerne i bedste web 2.0 ånd at deltage ved at give dem mulighed for være med til at redigere den information, der ligger i encyklopædien.
Jeg er en stor fan af Wikipedia, som jeg faktisk bruger mere end jeg bruger mit abonnement på Gyldendal Online. Men mon ikke jeg kommer til at bruge Den Store Danske lige så meget?
Jeg faldt over Nilles litteratur i går da jeg søgte på Sepulchre af Kate Mosse.
Det er helt klart en en blog jeg vil følge, og som i første omgang inspirerede mig til at prøve kræfter med Orhan Pamuk igen.
Tak for det Nille!
Fra November 2008 og frem til 31. december 2009 – eller indtil jeg har læst 100 gange – tilbyder jeg gratis tarotlæsninger.
Du kan læse mere om det på siden Tarottydning.
Hvis du er interesseret kan du kontakte mig via denne formular.
Jeg er begyndt på noget nyt, som giver energi.
Jeg er begyndt at lave De Fem Tibetanere hver morgen inden morgenmaden.
Efter to børnefødsler er min krop, der i forvejen ikke er i den bedste form, fordi jeg er en doven hund, begyndt at knirke betænkeligt meget. Især har jeg ondt i ben og ankler, når jeg skal op om morgenen. Derudover følte jeg en form for tab af energi, en fornemmelse, der er rimelig svær at definere, men som ikke desto mindre er ganske følelig.
Noget skulle der gøres. Noget nemt, hurtigt og alligevel øjeblikkelig virkende. Og dette noget findes. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Men det er det.
Heldigvis har Mark og jeg tidligere gået til yoga, hvorfra jeg husker disse fem øvelser. De tager ca. 10 minutter, de træner kroppen og jeg føler et øjeblikkeligt tilskud af fysisk og mental energi. Sammen med et par gode spadsereture på to timer nogle gange om ugen, betyder de at jeg allerede efter en uge føler mig langt bedre tilpas.
Jeg startede den 3. oktober med 3 x 5 tibetanere, fra d. 4. november vil jeg så lave 4, den 5. december 5 og så fremdeles. Mit foreløbige mål er at lave 10 x 5 tibetanere hver morgen. Derudover har jeg tilmeldt mig et weekend kursus ultimo januar for lige at blive helt sikker på teknikken. Dette er kommet ind i mit liv for at blive. Også selv om det til at starte med er hårdt og svært at lave de fem øvelser.? Især øvelse nr. 4 er en mean motherfucker. Men jeg gør det.
En anden ting, der er værd at nævne er, at jeg kan mærke en mindre lyst til søde sager efter jeg startede. De fem Tibetanere giver mig simpelthen den energi, som min krop mangler og som jeg ellers har substiteret med sukker. Juhuu.
Jeg bruger denne bog som udgangspunkt: Livsenergi med de fem tibetanere : sundhed, energi og personlig styrke i fem dynamiske øvelser af Christopher S. Kilham. Det er også muligt at anvende en lyd-cd: De 5 tibetanere indtalt af Guni Martin, hvis man får mere ud af at lytte.
I Kilham bogen får man også en nem indføring i energi og chakraerne, som er et interessant udgangspunkt for forståelsen af hvordan øvelserne virker.
Fornylig skrev jeg her på bloggen en liste over skønlitterære værker, jeg vil læse før jeg dør. Iblandt dem var Buddenbrooks af Thomas Mann. Den læste jeg så for et par uger siden.
Jeg kan godt lide Manns ironiske, distancerede stil.
Virkningen er, at man ser de skildrede personer på afstand, i et større perspektiv, nærmest voyeuristisk, og får anskueliggjort deres skæbner, mere end man virkelig kommer ind under huden på dem. Man opnår ikke en fuldstændig identifikation eller medleven med dem, men ser dem udefra og kan derfra drage sine konklusioner. Men det er væsentligt at understrege, at skildringen i sig selv ikke er kynisk, omend den beskriver den kynisme, som hovedpersonerne ligger under for. En kynisme, der er pænt pakket ind i borgerlighed, fromhed, dyd og pligtfølelse.
Det kyniske er, at det som disse personers liv handler om, og som udelukkende giver deres liv mening er famillieforetagendet. Firmaet, æren – og i sidste instans – dalerkurant – pengene. Det handler om at familieforetagendet for enhver pris skal overleve, og det måles i penge og penge er målet. Midlet er at give afkald – på kærlighed, lykke, selvbestemmelse, frihed og for Hanno Buddenbrooks vedkommende – ånd og kunst og kreativitet.
Det er interessant, at åndelighed, kunst, musik og kreativitet i den merkantile optik anses for at være værdiløst.
Loyaliteten forkrøbler på forskellige måder hovedpersonernes liv – især Tony og Thomas Buddenbrooks. Men også illoyaliteten, at forsøge at undslippe via forskellige strategier – som fx Christian; udrejse, dovenskab, druk, hypokondri, teatret og et upassende ægteskab – har konsekvenser.
Bogen udkom i 1901 og Mann giver os en tankevækkende analyse og skildring af den begyndende moderne kapitalisme – eller en ældre, ærværdig, ædel, næsten “royal” købmandskapitalisme, der ikke kan følge med de nye tider. Men uanset hvilken kapitalisme – så handler det stadig om hvad mennesker gør for eller giver afkald på for pengenes skyld – og hvad de så står tilbage med, når det viser sig, at alt går i opløsning og penge ikke har nogen værdi …
Tankevækkende.