Hjertets Renhed

Det forekommer mig at Minimalisme og Mindfulness er et fint makkerpar. Minimalisme er den ydre horisont og Mindfulness er den indre horisont.

Minimalisme er at forenkle, og spørge dig selv, hvad der virkelig betyder noget for dig, og så koncentrere dig om det. Jeg definerer mindfulness som summen af ro, fokus og nærvær.

Der er det ved mindfulness, at det er en praksis der hele tiden kan øves. Ingen er mindful hele tiden, men hvis du er opmærksom på at være det – nærværende i nuet – bliver du hele tiden bedre til det. Og det handler altså ikke om at slå dig selv oven i hovedet for ikke at være det, eller ikke at være god til det – brug energien på at være det, istedet for at kritisere dig selv for ikke at være det 24/7.

Jeg tror at der ligger en mulighed i forsættet om at være mindful og at det samme gælder for mindfulness som for glæde;

“[Y]our happiness is based solely on your decision to be happy – and this may be one of the most important life lessons you can ever learn”.

Du kan vælge at praktisere mindfulness aktivt. Du kan vælge at gå et lille skridt i den retning hver dag – ikke ved at sætte dig som mål at være mindful, men at sætte dig som mål at være lidt mere mindful i dag end i går. Tak til Carsten for den måde at tænke på!

Det interessante er egentlig mest sammenhængen mellem minimalisme og mindfulness. Jeg opfatter dem altså som  to sider af samme sag.
Når du får ryddet op i dine papirer, ting, din kalender, dine forpligtelser, dine vaner etc, så er der forhåbentligt færre ting der distraherer, og så er det nemmere at være mindful.

Det er vigtigt at pointere at mindfulness ikke er at gøre dig selv tom. Se på dine tanker og følelser og input og fornemmelser; vær bevidst om dine tanker, og giv så slip på dem.

Mindfulness er lade det være som er; dig selv og verden. Vær det du er og lad verden være det den uden at vurdere dig selv eller verden. Og træk vejret ;o)

Anbefalet læsning: Bøger af Charlotte Mandrup og Jon Kabat-Zinn.

The New Age … is a decentralized Western social and spiritual movement that seeks “Universal Truth” and the attainment of the highest individual human potential. It includes aspects of Occultism, astrology, esotericism, metaphysics, alternative medicine, music, collectivism, sustainability, and nature. New Age spirituality is characterized by an individual approach to spiritual practices and philosophies, and the rejection of religious doctrine and dogma.

Jeg interesserer mig for mange af de fænomener, der også forbindes med New Age. fx divination og alkymi. Som sådan er jeg en del af denne bevægelse, som de fleste vesterlændinge, der søger et alternativ til dogmatisk religion.

Men. Faktisk er jeg kritisk over for fænomenet, fordi jeg finder at det har nogle grundlæggende problemer, i form af egocentrering, sammenblanding af fænomener og tanker (synkretisme) – alt er lige godt og alt hænger sammen – og en spiritualitet, der i visse tilfælde bliver til en konkurrence om hvem der er mest oplyst. Lidt lige som man kan forestille sig en religiøs disput a la Monthy Python om hvem der er mest frelst. Dogmatismen og trangen til at skille fårene fra bukkene sniger sig ind ad bagvejen.

Det allerstørste problem er måske, at man søger det Ubevidste istedet for øget, realistisk funderet Bevidsthed, som er udgangspunkt for egentlig udvikling og vækst. Det jeg kalder selverkendelse.

Herudover synes New Age langt hen ad vejen at være gammel vin på nye flasker. Det er både godt og skidt. New Age er en genopvågning af alt det der ligger udenfor den traditionelle religion. Der er et behov for at få genoplivet den gamle visdomstradition som flyder som en strøm under og omkring kristendommen. Og at få åbnet op for det hellige feminine, som vi har glemt i kulturen indtil for nylig. Det er blandt derfor Dan Browns romaner er så utrolig populære – de rammer lige ned i det behov – især The Da Vinci Code. Men nogle gange synes det at denne vin er for tynd, og for udvandet. Transformationen er ikke helt lykkedes.

For et stykke tid siden i et indlæg om spirituel praksis lovede jeg at skrive et indlæg der handlede om alt dette. For nylig faldt jeg så over en artikel, der på fremragende vise beskriver problematikkerne ved New age, set fra et jungiansk analytisk-psykologisk synspunkt. Det er ikke en hemmelighed, at netop dette er mit eget udgangspunkt.

Jeg vil derfor overlade ordet til David Tacey i artiklen Jung and the New Age : a Study in Contrasts. Det er en virkelig spændende artikel, og den tager naturligvis sin tid at læse, som det tager sin tid at tilegne sig al god viden.

God fornøjelse!

Jeg opdagede forleden dag, at jeg var ved at glide over i bibliomanien igen. Det sker gerne en gang om måneden. Som en tilbagevendende virus. Det er faktisk derfor jeg valgte at sætte min serie om det onde i stå.

Fordi jeg pludselig kom til at tænke på at alle de bøger, jeg kunne, skulle, burde  læse for rigtigt at sætte mig ind i stoffet. Guderne skal vide at der findes utallige bøger om dette emne, og om Djævelen, Lilith, Gudinden, det Feminine – og jeg skal komme efter dig.

Som du kan se var jeg allerede ude af en tangent, og jeg havde allerede bestilt adskillige bøger på bibliotek.dk.

Jeg besluttede mig for at sætte en stopper for det onde, så at sige, og at trække vejret. Når det bliver på den måde, går lysten og nysgerrigheden ud af projektet og det bliver en pligt. Så derfor trykkede jeg på stop. Jeg ville gøre det omvendt. Dels ved at tage det med bøgerne med ro et par dage, dels ved at se hvad der dukker op, og skrive om det.

Det er jo heller ikke fordi jeg ligefrem mangler læsestof ...

Det handler naturligvis om at jeg elsker bøger og at jeg elsker at læse. Nogle gange kammer det bare over, og jeg har gang i for meget.

På et dybere plan handler det om at forvente for meget af mig selv. At være overambitiøs – og selvkritisk, hvis jeg ikke får gjort det jeg sætter mig for.

Men det har bare ikke så meget at gøre med den omsorg, jeg skrev om for nyligt. Jeg så i øjnene at jeg har brug for at tage den lidt med ro i mit hoved og på det intellektuelle plan.

Er du også lidt bibliomanisk? Eller kammer dine passioner også nogle gange over i det ekstreme?

Det har været en smule op ad bakke med mine forandringer her på det sidste. Jeg synes at jeg har haft svært ved at gøre noget af det jeg ønskede – skrive, spise  sundt, rydde op og bruge færre penge – i januar og februar.

Men måske er foråret så småt ved at få tag i mig, for her over over weekenden synes jeg at det er vendt en smule. Måske fordi jeg har nået en hel del med hensyn til oprydning i både min mors og vores egne ting. At rydde op (og smide ud) betyder faktisk meget for ens mentale tilstand og energi. Nu er der kun fire kasser tilbage, og det er en masse gamle papirer, hvoraf de fleste sandsynligvis skal smides ud. Ting og bøger er nu stort set på plads.

Det giver overskud til at fokusere på de ting jeg rigtig gerne vil. Skrivebordet er ryddet (bortset fra monsterpuslespillet, som jeg måske snart er færdig med) – så er det jo nemmere at koncentrere sig om at skrive.

Jeg vil spise sundt og har i weekenden fulgt Babautas enkle råd: Eat less. Det vil sige, at lade være med at spise mig fuldstændig mæt. Og det føles rigtigt dejligt at mærke efter, hvornår jeg egentlig er mæt – og sulten for den sags skyld.

Og jeg vil være mere rolig, fokuseret og nærværende – eller øve det. Nu om stunder hedder det Mindfulness.

Derudover har jeg kvittet min deltagelse i et tarotprojekt på Aeclectic og alle biblioteksbøgerne er afleveret. Alle bøger i huset er på plads, undtagen den ene jeg skal til at læse når jeg er færdig med dette blogindlæg: Ego and Archetype af Edward F. Edinger.

Så. Den forløbne weekend har faktisk været rigtig god i forhold til at få fokuseret og minimeret. Det eneste minus: Stadig ondt i halsen. Minder mig blot om at tage den med ro.

Hvad vil du fokusere på?

Anna Skyggebjerg skriver på sin blog Hele 3 ting om at få Zen ind i sin hverdag. Hver dag beskriver hun tre ting, oplevelser eller ritualer, der har bragt mere Zen i form af ro, glæde eller fordybelse ind i hendes hverdag. Det er det med skønheden i hverdagen, noget vi alle kan glædes ved og lære af.

Jeg har mit eget zen skabende ritual. Puslespil. Jeg er nu igang med Ciro Marchettis Legacy of the Divine Tarot puslespil med 2000 brikker. Det tager tid. Det tager sin tid.

Det sjove ved puslespil er, at man ikke kan forcere det. Brikkerne falder på plads en efter en, på deres egen måde og i deres eget tempo. Man kan sidde og kigge efter en brik, opgive, så vende tilbage en time eller et døgn senere, og vips, der er den – lige pludselig. Og faktisk har netop denne bestemte brik været der hele tiden, men man var ligesom blind for den eller den ville bare  ikke findes før den ville.

Katten ligger gerne på bordet

Eller man kommer ind i et flow, hvor man får lagt en række brikker i rap, og man ved intuitivt, hvor brikkerne passer ind, selv om de ligner hinanden meget. Og så er det overstået, og man må holde op for denne gang, for der er ikke flere brikker at lægge lige nu. Det kan bare ikke forceres, men skaber en ro og et nærvær. Man kan sidde og være koncentreret og fokuseret på spillet, og samtidig lade nogle indre processer kværne løs om nogle andre ting, så man får lige som styr på tingene -  stille og roligt, mens brikkerne falder på plads.

Nu har jeg beskæftiget mig med ondskab. Jeg vælger nu at forlade emnet igen – ihvertfald for en tid. Det kan være at jeg vender tilbage til emnet, når og hvis jeg finder ny inspiration. Det som jeg ville med det og som mine tanker forså vidt stadigvæk beskæftiger sig med er det onde som en del af livet og os selv, som vi ikke bare kan udlicitere til andre, det være sig i form af Djævelen eller andre mennesker. Vi er nødt til at selv at påtage os ansvaret for den del af det onde der hidrører fra os selv, og lade være med at kaste skyggen over på andre.

Jeg vil lige kaste et blik på Djævelen som figuren fremstår i Tarotkortenes verden. Eller et bud på Djævelen, som er meget moderne, fordi det siger noget om de udfordringer der er for os konkrete moderne mennesker, mænd og kvinder – og vores indbyrdes relationer.

Devil The Alchemical Tarot

Place’s egne stikord til dette kort er “coagulation – the bad, vice, enslavement”.

Ofte ser man to mennesker lænket til Djævelen, men her er det faktisk ét menneske, der har to hoveder – et mandligt og et kvindeligt. De står på en rød ildsprudlende drage, et traditionelt symbol på Djævelen, der igen sidder på et – øje.

Måske det djævelske øje, der ser det forkerte, som forvirrer og forvrider fakta, som ser Djævelen i andre og projicerer alt snavset over på partneren. Det øje der ser splinten hos andre.

Eller omvendt; øjet kan symbolisere den del af os, der ved når vi lyver for os selv, når vi ser det i andre, som retmæssigt tilhører os selv. Som er klar over det indre mørke. Det ser alt og og viser os sandheden; at vi ikke kan forstille os – ikke over for os selv og vores egen indre visdom.

Jeg finder faktisk at dette billede er meget ubehageligt. Det henviser til en Conjunctio-proces, der er gået galt, som er twisted, hvor de to parter ikke har forstået differentiere sig fra hinanden, hvis vi taler om en relation. Forholdet er coaguleret – stivnet og personerne er i bogstaveligste forstand groet sammen.

Det er interessant at 15 i tarottens verden kan summeres til 6 som er De elskendes tal. Det betyder netop at Djævelen fortæller noget om hvad der kan gå galt i et forhold, hvis man bliver for bundet til det Djævelske på forskellige planer, fx i form af banal ondskab, penge, sex/utroskab, alkohol på et mere mundant plan, og på det mere subtile plan problematikken med projicering og differentiering.

Hvorfor er det relevant, hvorfor er det væsentligt? Fordi vi ikke kan undgå at komme i kontakt med disse kræfter, når vi som voksne mennesker indgår i en relation med et andet menneske. Vi møder dette væsen igen og igen og må bevidst eller ubevidst forholde os til de udfordringer det bringer os – eller klasker i synet på os. Hvis ikke kan skelne os selv fra den anden kan vi ikke ærligt se og anerkende hverken os selv eller den anden – og vi kan dermed ikke kende os – som i “Kend dig selv” – eller elske – for de ting hænger sammen.

Vi støder ind i problematikken igen og igen, fordi det er nemt nok at vide dette på et rationelt plan. De fleske mennesker i vores senmoderne, refleksive samfund ved godt disse ting, men på et dybere niveau er det svært at virkeligt at vide, at svært at processere – så at sige. Derfor bliver vi aldrig rigtigt færdige med denne problematik, og derfor er Djævelen en figur vi møder igen og igen, hos os selv og hos den Anden.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Når nu det feminine i de sidste 2500 års historie er blevet undertrykt og undervurderet, og set som det onde, mens konkrete kvinder er blevet set som fristerinder, hekse etc. – hvordan kan det så være at Djævelen ikke er en kvindelig skikkelse?

Det kom jeg til at tænke på, og jeg fik så svaret da jeg læste i ovennævnte bog af Russell The Prince of Darkness : Radical Evil and the Power of Good in History.

Djævelen er ikke en kvinde, fordi kvinder er for inferiøre til at indtage en så væsentlig rolle. Ja. Kvinden er ikke engang vigtig nok til at kunne være Djævelen.

The Devil is almost always male. He has a powerful grandmother, probably an avatar of an ancient fertility goddess. …

Most basic is the sexist assumption that any figure of such enourmous power has to be male. Lucifer’s mother, sometimes called Lilith, “is proud of her son, the Devil”. … In hell as on earth the role of the female is to follow and admire the male. Folklore reflected not only contemporary society but the millennia-old assumption of male supremacy and domination. (p. 116-117)

Så her ser jeg nogle indikationer; Gudinden, som ofte har været en frugtbarhedsgudinde – tænk blot på den store nordiske gudinde Freja – har fået rollen som Fandens bedstemor, og Lilith er hans mor. Han har også en kone og syv døtre, der repræsenterer de syv dødssynder (Russell p. 116). Han er med andre ord omgivet af det kvindelige, og vel at mærke det kvindelige, der er udgrænset som det onde.

Lilith lader til at være et bud på ondskab i en kvindelig form.

Kort fortalt daterer Lilith sig 6000 år tilbage i tiden.  Hun var en mesopotamisk stormgudinde, associeret med vind og var en bærer af sygdom og død. Figuren tilhørte oprindeligt en gruppe af vind- og  storm dæmoner eller ånder, kaldet Lilitu i Sumer, cirka 4000 år før vores tidsregning.  Navnet  “Lilith” menes at have oprindelse i oldtidens Israel omkring 700 år før vores tidsregning. Lilith blev en del af den oldhebræiske kultur. Hun optræder som en nattedæmon i jødisk folklore. Senere bliver Lilith navnet  på Adams første kone. Hun blev associeret med ugler, løver og slanger, og hun blev kaldt Forførersken, der ledte mænd i fordærv.

Der er vel ikke meget godt at sige om denne skikkelse, men jeg finder hende interessant. Som en repræsentant for det kvindeligt onde, som en kvindelig pendant og partner til Djævelen. Lilith må have en form for appeal for hun optræder i kultur og folklore helt op til vor egen tid. Blandt andet i Goethes Faust. Måske som en modsvar til det pæne kvindelige, det som var og er accepteret af kulturen. Lilith synes at være en skikkelse der bringer kaos i sit kølvand. Hun er den slemme kvinde, som rusker op i os og den etablerede kultur.

Kilde: Wikipedia hvor der er meget mere information, samt links og referencer at hente.

I min serie om det onde er jeg nu kommet til selve symbolet på og personifikationen af det onde i den vestlige, kristne kultur.  Satan, Lucifer, ja – Djævelen selv.

Det vil sige: Det troede jeg, at jeg var. Men nej. Efter at have forsøgt i ca. halvanden uge, må jeg kaste håndklædet i ringen. Dette indlæg lader sig ikke skrive, ihvertfald ikke som jeg havde forestillet mig det.

Det skulle være et spændende indlæg, hvor følgende spørgsmål blev spurgt, og muligvis også besvaret: Hvem er denne skikkelse? Hvilken betydning har han haft til forskellige tider? Udtrykker hans forskellige skikkelser forskellige måder hvorpå det onde er blevet opfattet og beskrevet i kulturen? Etc.

Der er heldigvis blevet skrevet digre værker om dette. Her tænker jeg især på Jeffrey Burton Russells firebindsværk om Djævelen; The Devil (1977), Satan (1981), Lucifer (1984) og Mephistopheles (1986).

Heldigvis har han også skrevet et femte bind, der opsummerer disse fire bind. Det er et held for os, der gerne vil et hurtigt indblik i det onde ;o) Dette femte bind hedder The Prince of Darkness : Radical Evil and the Power of Good in History (1988).

Så kan du-  kære læser jo fordybe dig deri – hvis du har lyst.

Selv tænker jeg at Djævelen muligvis – ihvertfald for mig – nægter at lade sig definere af noget så kort som et blogindlæg.

Han undslipper mit frugtesløse forsøg på beskrivelse og kategorisering, og ler i mørket.

At jeg burde skrive på mit næste indlæg om det onde – det om selve Djævelen, som jeg arbejder på, eller et andet spændende indlæg. Det er nu jeg burde være kreativ og komme op med noget interessant.

Men for at være helt ærlig. Burde er død. Jeg sidder bare her i sofaen og er nærmest i trance. Dagen er omme. Jeg føler mig fladmast.

Nærmest i en form for ikke-væren der måske netop er væren. Da det eneste jeg kan forholde mig til er dette nu og ellers ingenting.

I får lige et billede. Det indre af en tulipan, der nærmest er en hule, en indgang til noget spændende  …