Hjertets Renhed

Jeg ikke begejstret for begrebet arvesynd.

Jeg synes det fratager mennesket en eksistentiel mulighed  for at kunne vælge og tage ansvar for hvad det gør af godt og ondt.

Når man per definition qua sine menneskelighed er en synder, er det svært at være andet – uden at være afhængig af Guds nåde eller frelse. Men pointen med arvesynden er vel netop at mennesket er afhængig af Guds nåde eller frelse.

Og det forklarer jo stadig ikke de onde ting der sker, verdens tilfældige ondskab – og dog – naturkatastrofer sker som straf for menneskets synd. Sådan kan det ihvertfald udlægges. Men det er en absurditet – efter mine begreber.

Vi spørger, hvorfor det onde kan finde sted – ja hvorfor det onde eksisterer i verden – når Gud er god, altvidende og almægtig?
Dette er et ældgammelt spørgsmål. Men det gør det ikke mindre aktuelt. Det kaldes Theodicé-problemet og dilemmaet går kort sagt ud på netop det;  Hvordan kan det onde eksistere, når Gud er god, altvidende og almægtig?

Den lærde Aksel Haaning behandler problemet i sin bog Antikrist, og ridser kort sagt problemet op således (han citerer Svendsen: Ondskabens filosofi, 2002) :

1) Gud vil overvinde det onde men kan ikke. 2) Gud kan overvinde det onde men vil ikke. 3) Gud hverken kan eller vil overvinde det onde. 4) Gud kan og vil overvinde det onde … Disse fire alternativer udlægges således at Gud enten er ond eller magtesløs (eventuelt ond og magtesløs) eller det onde findes ikke.

Som jeg forstår det, betyder det, at eksistensen af det onde benægtes, fordi Gud ikke kan være ond. Eller også fornægtes Gud fordi det onde ikke kan benægtes. I den kristne teologi er det onde iflg Haaning blevet forklaret som fraværet af det gode, privatio boni.

Kort sagt (se Haaning for mellemregningerne): Det onde benægtes en selvstændig eksistens, Gud holdes fri fra kendskab eller vilje til det onde – eller hvis det eksisterer er det for det gode, altså i en højere sags tjeneste, som vi ikke kan forstå – og mennesket alene har ansvaret for det onde – eller skylden i form af arvesynden.

Det er ikke en løsning jeg – som menneske – bryder mig specielt meget om. Det kan du læse mere om i en senere post i denne serie om ondskab, nemlig om arvesynden.

Der er andre muligheder (og dette står for min egen ulærde regning):

Gud er ikke god, alvidende og almægtig. Gud er ligeglad. Såvel gode som onde ting sker, men det har intet med Gud at gøre. Eller Gud hæver sig over alle de dualistiske modsætninger, som vi stiller op. Eller Gud er en helhed af disse modsætninger. Det vil sige Gud er både god og ond.

I virkeligheden er problemet måske overhovedet at ville tillægge Gud nogen som helst egenskaber. Menneskets siges at være skabt i Guds skikkelse, men måske er Gud i virkeligheden skabt i menneskets billede? Og mennesket tillægger Gud dets egne egenskaber, såvel det gode, som det onde.

Men måske er det heller ikke så enkelt endda. End blot at konkludere at Gud er skabt i menneskets billede og ikke omvendt.

I den udstrækning, der findes en kraft større end mennesket – og det tror jeg der gør -  er det måske slet ikke muligt er erkende denne kraft, ihvertfald ikke ad vore sædvanlige rationelle “kanaler”, langt mindre at ville definere den. Måske er det slet ikke muligt at sige noget om den kraft vi kalder Gud?

(En lille snirkel på dette indlæg er at Eksistens på P1 netop nu (sidst i programmet) handler om dette problem; ovenpå jordskælvskatastrofen i Lissabon i  1755 blev teodicé problemet aktualiseret med så interessante debattører som Leibniz (om gav theodicéproblemet dets navn), Voltaire og Rousseau, fortalt af lektor i idéhistorie Morten Haugaard Jeppesen).

Jeg kom til at tænke på at det er Kyndelmisse i dag i den vestlige kristne tradition, og så kom jeg til at tænke på Blichers digt:

Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.

I år er Kyndelmisse skam overmåde hvas og hård.

I den hedenske tradition falder Imbolc sammen med Kyndelsmissen. Eller mon ikke det er omvendt?
Det er en tid for at tænde lys, for de første tegn på forår (eller måske mere for håbet om, at vinterens dage snart er talte) og for vejrvarsler.
Et gammelt varsel siger faktisk, at hvis det sner Kyndelmissedag kommer våren tidligt, og det kan vi jo så håbe på, som Blicher tilsyneladende gjorde det …

Ondskaben er et problem vi som mennesker ikke kan undgå at tage stilling til.

Såvel det onde i os selv, som det onde i verden. I det små bliver vi  konfronteret med det på en daglig basis, og i det store fortæller verdenshistorien om holocaust, krige, folkedrab og den tilfældige ondskab, der slår ned i form af ulykker og naturkatastrofer.

I den følgende tid vil jeg komme ind på det ondes problem og aktualitet for det moderne menneske. Det onde er ikke blot noget vi kan skyde fra os, og se bort fra. I et eksistentielt og etisk perspektiv er det onde noget vi kontinuerligt må forholde os til. Husk blot Jesus’ ord:

Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?

Problemet med at skyde det onde fra os, som noget os selv fremmed, er at vi tillægger det de andre. Vi smider i jungiansk forstand vores skygge ud på de andre, der så bliver de onde, som jeg også har været inde på i tidligere indlæg. Det gør vi både som individuelle personer, og som nationer eller hele kulturer.

Jeg skriver på en serie af blogindlæg for at belyse problematikken og diskutere det onde. Mit udgangspunkt og min inspirationskilde er Aksel Haanings bog Antikrist, som jeg vil forsøge at forholde mig til – ud fra min position som lægperson og menneske, men også andre kilder vil blive inddraget.

Det første indlæg i serien vil blive publiceret på fredag og handler om teodicé-problematikken.

Jeg har besluttet mig for bevidst at forfølge ønsket om at skrive kreativt.

I den anledning har jeg foretaget nogle skridt for at forenkle mine skriveprocesser. I første omgang kommer her nogle praktiske tiltag, der handler om at forenkle skriveprocessen.

For det første bruger jeg nu dropbox til alle mine dokumenter, således at de kan nås uanset hvor jeg er. Mit problem var at jeg gemte på op til to forskellige computere, og der var forskellige versioner (eller var der?) i de forskellige computeres dokumentmapper. Så forsøgte jeg mig et usb stik men det gik i stykker. Nu har jeg dem ét sted.

Dernæst downloadede jeg et skriv program, kaldet Dark Room. Det eneste man kan her er at skrive. Det fungerer faktisk som Notepad, men det er sjovt at skrive i – og en smule nørdet – fordi teksten er grøn på en sort baggrund. Filerne gemmes som textfiler og der er ingen muligheder for at formatere dem. Det kan jeg så gøre senere i Word eller et lignende program, eller jeg kan smide dem ind i mit WordPress Dashboard. Jeg læste om det i Leo Babautas seneste e-bog om at leve minimalistisk.

Screen dump fra Dark Room

Da jeg er klar over at selv om jeg drømmer om og har en idé til at skrive et fiktionsværk, vil en del af det jeg skriver – også her på bloggen – have form af essays.

I den sammenhæng kan bogen Skriveredskaber af Roy Peter Clark anbefales. I 47 enkle kapitler giver han råd til hvordan skribenten kan arbejde med sine skriveprocesser, fx i forhold til grammatik, sætningsopbygning, synsvinkler og meget mere. Der er praktiske øvelser i slutningen af hvert kapitel, så det er bare med at komme i gang.

Der er ingen undskyldninger, vel?

Den sidste uges tid har jeg mærket en skriveblokering.

Min indre kritiker hviskede mig lavmælt og insisterende i øret, at der ikke er nogen mening i det jeg skriver, at det ikke er “dybt nok”, konsistent nok, stringent nok, at det ikke er “rigtigt” fordi det er en blog, og ikke en bog etc.

Til sidst forstummede min indre kritiker – men da havde den også fået den kreative kilde til at tørre helt ud.

Lad os kalde dem Kritikeren og Kilden. Jeg ved ikke om et er to forskellige stemmer, eller den samme, der hvisker mig forskellige ting i øret på forskellige tidspunkter.

Det handler naturligvis ikke blot om at skrive, men også om andre ting, andre projekter, intentioner, aktiviteter. Kilden pibler frem, eller springer frit, og Kritikeren lukker effektivt proppen i.

Men lige nu handler det altså om at skrive. Om At Skrive. Det er det jeg gerne vil.  Og hvis jeg skal vælge mellem mine fire nytårsintentioner om forandring – hvilket jeg gør LIGE NU – så vil jeg vælge den frem for de andre.

Jeg vil med andre ord acceptere at være tyk,  uorganiseret og at have for mange unødvendige ting og for få penge, når blot jeg SKRIVER.

I dag var der to ting, der gik op for mig:

1. Jeg vil skrive. Jeg skriver.

2. Skriveblokering eksisterer ikke.

Ad 1:   Det behøver ikke at være en hemmelighed. Det er okay, at sige at jeg vil skrive og at jeg skriver.  Det at sige det ligeud; jeg skriver og at identificere sig som en sådan gør det faktisk nemmere at være en skribent.

Ad 2:  Her fik jeg inspiration. Jeg læste om Gail Shers bog One Continous Mistake på Philip Carr-Gomms weblog og fik straks lyst til at læse den, fordi den handler om det at skrive som en spirituel praksis. Det fangede naturligvis straks min opmærksomhed.

Og her er så hvad Sher skriver om skriveblokering:

For me the term “writers block conjures up the image of a road with a gigantic boulder across it. The boulder, bordered on one side by a cliff and on the other a lake, stops the traveller dead in his tracks.

His tendency, of course, is to wonder (a) how could it (the boulder) have gotten there, (b) Can I lug it away, and (c) Can I get around or over it. All of these questions feature the boulder.

The boulder, however, is not the problem. The problem lies in the traveler’s perspective – seeing the boulder as an obstacle instead of as an path. The boulder, a material manifestation of mind and spirit, contains the next step in his development. He must isolate its components, examine each microscopically, and integrate it with the person he becomes as a result of this process. There are tons of material.

Dette billede minder mig (naturligvis) om den alkymistiske proces. Stenen er Prima Materia, som skal forvandles fra det rå og uforarbejdede til De vises Sten gennem den alkymistiske proces, som kan symbolisere både selverkendelsesprocessen og den kreative skabelsesproces. Igennem denne proces forvandles såvel stenen som alkymisten/kunstneren, fordi stenen så at sige er kunstneren og hans/hendes indre materiale.

For mit eget vedkommende gav dette møde med blokeringen i den forgange uge mig altså modet til at sige at jeg skriver. Og at erkende at det er det vigtigste af alle mine processer, forandringer og intentioner.

Hvad kan du lære af dine blokeringer?

For nylig skrev jeg om spirituel praksis.

Og jeg skrev om, hvad jeg anser for min egen spirituelle praksis; drømme- og skyggearbejde, dagbogsskrivning og tarot.

Jeg tror faktisk det handler om at finde de rette kanaler, så at sige, og det der passer til dit temperament og interessser. Og at finde de rum, indenfor hvilke din spirituelle praksis kan finde sted. Der er nogle, der dyrker wicca, yoga,  mediterer, danser, skriver, etc.

Kreativt og psykologisk arbejde er også spirituelt arbejde. Nogle gange er arbejde spirituelt i sig selv, eller det spirituelle er ikke anderledes end det almindelige daglige arbejde:

Before enlightenment; chop wood, carry water. After enlightenment; chop wood, carry water.

For at bruge en metafor: Jeg ser spiritualitet som et hus med mange indgange. Nogle af dem er de store religiøse og spirituelle traditioner, andre er mindre og måske mere skjulte og svære at finde. Måske er de vokset til eller har været lukket til. Måske er de først indenfor de sidste få år blevet åbnet op, og derfor forsøger alle at komme ind i de samme rum ad de samme indgange. Og så bliver der lidt trangt. Eller også viser det sig at ikke være det du søgte alligevel, for populært, for lidt substans.

Det er væsentligt at beskytte sine rum og sætte grænser op. Måske nok at definere dine rum for dig selv, men undlade at fortælle hvad der konkret er i dem. Det betyder naturligvis ikke at du ikke kan dele spirituelle rum med andre praktiserende. Men derfor er det stadig vigtigt at sætte grænser op, fx i form af tavshedspligt eller andet, afhængigt af den spirituelle praksis, man deler.

Forvandlingsprocessen kan kun finde sted når beholderen er forseglet og intet siver ud.

I dag kom jeg ad om omveje til at læse yogalærer Julian Walkers kritik af filmen The Secret (2006). Jeg har ikke set filmen eller læst bogen, og jeg har ingen intention om at gøre noget af det.  (Af samme grund er dette indlæg heller ikke en kritik, da man jo ikke kan kritisere noget man ikke har set.)

Men jeg kom til at reflektere over begrebet Spiritualitet og hvad jeg egentlig selv forstår ved det, da jeg læste Julians indlæg og hvad han foreslår at man sætter i stedet (for The Secret).

Han peger på tre ting:

Kritisk tænkning og refleksion:

Educating the mind by studying actual philosophy, psychology, literature and art that grapples with the universal spiritual themes that great minds have been expressing since at least the ancient Greeks.

At man erkender at ens skygge er ens ven:

Your so called “negative emotions” have value and meaning. They are communications from your psyche. Be curious about them. Compassionate. Follow a path of inquiry into what lies beneath the surface of your reactions, fears, anger-triggers, unsatisfied feelings, sadness etc. The way to be free of these is to embrace them and listen to what they might be telling you about your shadow – the part of you that you have disowned and disconnected from.

Spirituel praksis:

Spiritual practices actually require that you do the work. That you sit down and meditate. That you start a yoga practice. That you journal. That you dance your demons and shake your Buddha. That you be present to your emotions, your body, your mental patterns and learn the art of self observation, introspection and that most harrowing of skills – honest communication. Spiritual practice requires that you turn to face your shadow. That you get real about your social conditioning, your political situation, the distinction between what you have power over and what has power over you.

Spiritual practice is inspiring, but it’s also deeply humbling. It does not tell you that you can have anything, be anything, do anything, without limit. …  But real practice does give you tools and resources to deal with the inevitable disasters, disappointments and struggles that make up every human life.

Ligesom med begrebet Selvudvikling har jeg ofte tænkt at det er nemt at sige at man er Spirituel. Det er nemt for mig at sige, at jeg interesserer mig for spiritualitet. Det er næsten gratis og politisk korrekt. Men hvad betyder det? Og hvad kræver det? Jeg finder således Julian Walkers differentiering mellem spirituelle ideer og spirituel praksis meget frugtbar.

I sidste ende er spørgsmålet, hvad formålet er. Og her er svarene fra min side igen; Forøget bevidsthed og selverkendelse. Tør jeg skrive visdom?

Så hvad er min spirituelle praksis, så, egentlig?

Drømme- og skyggearbejde i en jungiansk forståelsesramme, dagbogsskrivning og tarot.

Det sidste har været en del af mit liv siden jeg var 17-18 år, og det bringer mig ind i den kategori, som af mange kendes som New Age. Sagen er blot den, at jeg stiller mig kritisk overfor denne bevægelse. Og det vil et senere indlæg handle om.

Jeg vil foreslå at du læser Walkers blog og at du spørger dig selv hvad din spiritualitet og spirituelle praksis er. Eller hvad du ønsker den skal være, hvis noget? Det er spændende og øjenåbnende.

Jeg vil gerne rette din opmærksomhed på Birgittes blog, Min Yoga Passion.  Som jeg kan anbefale. Især kan jeg lide Birgittes enkle budskab om hvad yoga er, fordi det indeholder begreber som åndedræt og fokus:

Dena Kingsberg, min vidunderlige yogalærer i Goa sidste år, har fortalt, at det vigtigste i yoga er “having succesful relationships”. Det behøver man altså ikke at kunne stå på hovedet for at få – og man får det heller ikke nødvendigvis bare fordi man kan. Det næstevigtigste er ifølge Dena “to breathe right”. Igen, det kræver heller ikke en fysik som en cirkusartist. Begge disse kundskaber kræver fokus, tilstedeværelse og at man bevidst arbejder med dem. Og at lave yogastillinger er en måde at arbejde med at blive bedre til begge dele. Et middel til at nå målene, og ikke målet i sig selv.

Tak, Birgitte!

Altså med en pen eller en blyant i en bog eller på en spiralblok? Helt for dig selv?

En blog er en form for online dagbog.
Men det at skrive dagbog er alligevel anderledes. Mere råt og uraffineret. Nogle bloggere mener, at man skal være i stand til at skrive på sin blog, som om det var ens helt personlige dagbog.

Jeg er ikke helt enig. Jeg gerne ville være mere modig som blogger. Imidlertid er der ting, jeg kan skrive i min dagbog, som jeg ikke finder egnet til min blog. Fx hvis jeg er vred eller ked af det, eller hvis jeg skal skrive en drøm ned, eller komplekse eller forvirrende problemstillinger.

På den anden side kan de ideer og tanker, der fødes i min dagbog sagtens anvendes som udgangspunkt for et indlæg på mine blogs.

Dagbog

Jeg har skrevet dagbog jævnligt – det vil sige, ikke hver dag, men ca. en om ugen – siden jeg var 11-12 år.
Det vil nu sige i 25 år, rundt regnet. Jeg har fyldt jeg ved ikke hvor mange kinabøger. Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde vil læse dem igen. Jeg tror, at jeg har haft behov for at have mit eget “virtuelle” rum, hvor jeg kunne øse alt ud.

På bloggen Jung at Heart skriver forfatteren, at hun læser sin dagbog hvert år ved nytårstid. På den måde kan dagbogen fungere som et redskab til introspektion og selverkendelse. Hun startede sin dagbog fordi hun ikke følte at hun kendte sin mor som person, som noget andet end mor og husmor. Hun ville gerne selv efterlade sig noget til sine på det tidspunkt ufødte børn.

Der er utallige udgangspunkter for og grunde til at føre dagbog. Og der er utallige eksempler, fx Anaïs Nins berømte dagbog.

Hvis du har lyst til at dykke ned i dette univers, dit helt eget fabelagtige univers, kan jeg anbefale at du læser Tristine Rainers berømte og klassiske værk The New Diary.

Redskaber til selverkendelse